Uanset hvor vi vender os hen for tiden, så er det som om, at vi sejler rundt i et hav af AI. Det er en dilemmafyldt sejltur. På den ene side er der en lang række faresignaler og problemer knyttet til den kunstige intelligens’ gennembrud. Det er vigtigt at være kritisk og forsigtig. På den anden side giver AI en lang række muligheder, hvor det, anvendt rigtigt, kan gøre vores tilværelse nemmere og enklere. Det er det farvand, vi navigerer i.
Vi skal passe på med AI, men vi skal også forholde os til det. Hvis vi ikke gør det, så ruller bølgerne hen over os, og vi ender med at drukne. Og faktisk indeholder AI nogle muligheder for en mere meningsfuld digital tid end sociale medier, kattevideoer på YouTube og giftige, endog hadske debatter online.
I dag vil jeg give dig tre forslag til, hvordan du kan bruge AI på en meningsfuld måde, og hvor det stadig er dig og ikke teknologien, der har fat om roret.
1) 3-minutters morgenprompt
Prøv at åbne en sprogmodel (LLM), populært kaldet en samtalerobot, som Claude, ChatGPT eller Gemini. Gør det om morgenen og skriv dette:
- Fortæl mig noget jeg ikke ved.
- Giv mig en lille, sært opløftende sætning.
- Foreslå mig en, lille positiv handling, jeg kan foretage i dag.
Det giver nogle ret sjove resultater. Jeg er blandt andet blevet klogere på søhestes kærlighedsliv, og jeg har efterladt lidt kunst på bænke i det offentlige rum i form af sten, jeg har skrevet citater på.
Prøv dig frem, tag det ikke for seriøst, men jeg vil hævde, at tiden er brugt bedre på sådan en morgenprompt end på Facebook, X eller Instagram.
2) Gør NotebookLM til dit personlige universitet
NotebookLM er Googles gratis lærings- og researchværktøj, som jeg er blevet glad for. I modsætning til mange andre AI-værktøjer, så uploader du selv kilderne – det kan være PDF-filer, kopieret tekst, links til hjemmesider eller YouTube-videoer – og dermed har du kontrol over, hvor informationen kommer fra. Du kan også bede NotebookLM om at finde kilder til dig inden for et emne, som du gerne vil lære mere om, men du kan altid se, hvilke kilder der er tale om. Det minimerer risikoen for fejl og hallucinationer.
NotebookLM kan være et virkelig godt redskab til at lære, og hvis du vil i gang, så prøv følgende:
- Start på https://notebooklm.google.com/.
- Vælg ”Opret ny”.
- Tryk på ”Tilføj kilder” og upload de tekster og links, du har om det emne, du gerne vil lære mere om.
- Vælg ”Studio” på højre side af skærmen og tryk for eksempel på ”Audiooverblik” eller ”Videooversigt”. Så får du en podcastsamtale og en videogennemgang af dit kildemateriale.
- Eksperimentér med de øvrige funktioner – for eksempel mindmaps eller at generere læringstekster, der kan være alt fra forskningsoverblik til korte blogartikler.
Prøv dig frem og tilpas løbende, så du får relevant og personlig viden, du kan bruge og hjælpe andre med. Redskaber som ChatGPT og forskellige AI-agenter har fået stor opmærksomhed, men for mig at se er NotebookLM et af de bedste og mest undervurderede AI-værktøjer.
3) Drop den kedelige PowerPoint og lav slides med Gamma i stedet
Hvis du er træt af at se på de samme kedelige Power Point-præsentationer, og synes du, at det er tungt at arbejde i, vil du elske Gamma. Med Gamma skriver du en prompt, hvor du forklarer, hvilken præsentation, du gerne vil have, og så genererer Gammas AI både design og tekstindhold til dig. Gamma kan både lave slides, dokumenter og hjemmesider alt efter dine behov.
Jeg tror, at jeg bedst kan illustrere det med et eksempel: For et par dage siden skrev jeg denne prompt i Gamma:
Lav en præsentation, der forklarer, hvad slow living er og giv nogle konkrete, praktiske forslag til, hvordan man kan implementere slow living i en travl hverdag. Målgruppen er voksne danskere, der interesserer sig for at leve et meningsfuldt liv uden for meget stress. Afslut med en henvisning til forfatter Ole Ditlev Nielsens hjemmeside www.20skridt.dk.
Resultatet? Det tog mindre end fem minutter, og du kan se, hvad Gamma kom frem til lige her. For eksemplets skyld har jeg ikke redigeret i præsentationen overhovedet, men det vil jeg selvfølgelig altid anbefale dig at gøre, hvis du bruger Gamma professionelt.
Gamma findes i en gratisversion, der er fin at starte med, men hvis du vil anvende det arbejdsmæssigt, er det en god idé at bruge pro-versionen. Den koster ca. 1.200 kroner om året, og mon ikke din arbejdsgiver betaler den med glæde?
Gå forsigtigt frem
Lad mig slutte af med at understrege, at det er vigtigt, at vi hver især finder en balance i den fagre, nye verden med kunstig intelligens. Vi skal ikke bruge det, bare fordi vi kan, men fordi det fører til reel værdi i vores liv. Det handler ikke om at gå amok i teknologibegejstring, men om at finde hver vores, balancerede vej frem.
Den kunstige intelligens er her, og den kommer ikke til at forsvinde. Der kommer mere af den, ikke mindre. Det er ikke det, der er spørgsmålet. Spørgsmålet er, hvordan vi bruger det meningsfuldt og kritisk. De tre små ideer herover kan blive dit første skridt frem i det nye, hvor du på fornuftig vis balancerer muligheder og faldgruber. God fornøjelse med det.
3 AI-hjælpere, når du vil tage dit næste skridt
Når du er klar til det, så har jeg tre tilbud til dig, hvis du gerne vil gå en rolig og meningsfuld vej med AI. Vælg det, der giver mest mening for dig og dine behov lige nu.
ChatGPT Grundkursus er et videokursus, der introducerer dig til kunstig intelligens og de vigtige funktioner i en sprogmodel som ChatGPT. Du lærer, hvordan du meningsfuldt kan kommunikere med AI, så du har dig selv med, og hvor det er dig og ikke AI, der har styrepinden
Kurset har netop fået tilføjet modulet AI uden stress, der er et interaktivt minikursus i tre dele, som du ser i dit eget tempo. Ingen teknisk jargon og intet pres om at blive ekspert. Bare en interaktiv, konkret og eftertænksom vej ind i noget, der alligevel er blevet en del af din verden.
Læs mere og tilmeld dig her.
Den anmelderroste bog 100 ideer til ChatGPT som personlig coach er en guide til, hvordan du kan bruge en ChatGPT eller andre samtalerobotter i din dagligdag. Bogen fokuserer særligt på, hvordan du undgår, at lade teknologien tage over, men i stedet bruger den som en konstruktiv sparringspartner, der hjælper dig til læring og personlig udvikling.
Du kan se mere om bogen og købe den billigst på dette link.
Hvis du er træt af Power Point, men har slides og præsentationer som en del af dit arbejdsliv, holder jeg i samarbejde med Montus Business Academy kurset Lær at skabe flotte slides med AI. Her lærer du, hvordan du kan lave elegante, men samtidig fagligt stærke præsentationer ved at bruge værktøjer som Gamma, Claude og NotebookLM. Kurset afholdes i Aarhus og København – eller på din arbejdsplads.