I sin glimrende bog 4.000 uger kommer forfatteren Oliver Burkeman med en advarsel: Pas på det, han kalder ”når jeg en dag”-mentaliteten.
- Når jeg en dag finder et nyt job.
- Når jeg en dag skifter livsstil.
- Når jeg en dag får styr på mine psykiske problemer.
- Når jeg en dag flytter til et nyt hus.
- Når jeg en dag finder mit livs kærlighed.
Så kan jeg falde til ro.
Det lyder tilforladeligt, måske endda motiverende, men det kan også være en fælde.
Det farlige ved at tænke ”når jeg en dag …”
De fleste af falder i den fælde fra tid til anden, og måske er det noget, du kan genkende? Problemet er, at fælden flytter din opmærksomhed væk fra det liv, du lever lige nu – og hen på et idealiseret fremtidsscenarie, som måske aldrig bliver til virkelighed. Tankegangen holder dig fast i et mentalt venteværelse.
Du udskyder glæden, engagementet og nærværet til en fremtidig ”version” af dig selv, som først får lov at eksistere, når de rigtige omstændigheder er på plads.
Men du kan ikke styre fremtiden. Ja, du kan påvirke den og tage små skridt i hverdagen, der gavner fremtidige versioner af dig selv, men der er ingen garantier. Du kan aldrig være sikker på, at de ting, du drømmer om, sker. Og hvis du hele tiden kobler din livstilfredshed op på et punkt, der ligger foran dig, risikerer du, at livet ender som en lang forberedelse til noget, der aldrig kommer.
Hvad du kan gøre i stedet
I stedet for at udskyde livet til ”en dag”, kan du begynde at gøre små ting her og nu, som giver dig en følelse af liv, mening og fremdrift – uden at det i sig selv er det store, forkromede vendepunkt. Det handler ikke om at lave en stor revolution, men små retningsskift i din hverdag, der ændrer dit perspektiv.
Her er nogle konkrete idéer:
- Lav én ting i dag, der giver dig glæde. Tag en kop kaffe i solen, ring til en ven, eller lyt til en sang, der altid får dig i godt humør.
- Giv dig selv små sejre. I stedet for at vente på det perfekte tidspunkt, så vælg én lille ting, du kan fuldføre i dag – og nyd følelsen af at du lykkes med denne ene ting.
- Brug taknemmelighed aktivt. Skriv hver aften tre ting ned, du har sat pris på i løbet af dagen. Det træner din opmærksomhed mod det, der allerede er godt i dit liv.
- Invitér det gode ind, hvor du er. Hvis du drømmer om at bo tættere på naturen, så gå en tur i den nærmeste park allerede i dag. Hvis du ønsker et mere aktivt socialt liv, så send en besked til en gammel ven.
- Gør noget, du længe har udsat. Læs den bog, start på det kreative projekt, eller ryd op i det skab, du altid springer over.
- Tag mikro-skridt mod større forandringer. Hvis du vil skifte job, så opdatér dit CV eller netværk med én person – i stedet for at vente, til du har hele planen klar.
- Byg vaner, der spejler det liv, du ønsker. Hvis du drømmer om at være mere fysisk aktiv, så begynd med 10 minutters bevægelse om dagen.
Dit første skridt væk fra ”når jeg en dag”-mentaliteten
Hvis du opdager, at du lidt for tit siger ”når jeg en dag …”, så vær opmærksom: Du står midt i dit liv lige nu. Ikke i næste uge, ikke om fem år, ikke når du får nyt job, ikke når du møder den rette.
Det er ikke forkert at have drømme og mål – men de skal ikke være billetter, du først indløser, før du må være glad. Giv dig selv lov til at være glad i dag. Giv dig selv lov til at sige, at det er godt nok, som det er.
Du kan starte med at spørge dig selv:
Hvad kan jeg gøre lige nu, med det jeg har, hvor jeg er, for at skabe et lille øjeblik, der giver mig glæde, mening eller ro?
Og så gør det. Ikke ”en dag”, Men i dag.