Det, vi efterspørger, kan sjældent købes for penge: ro, balance, mening i hverdagen.
Vi prøver alligevel. Swiper et kort, betaler med Mobile Pay for noget, som vi tænker kan give os en pause og lidt tiltrængt ro i en urolig verden. Det virker sjældent i det lange løb, men mange af os gør det, fordi det er nemt. Det er betydeligt sværere at skifte rytme og ændre prioriteringer i hverdagen.
Men at føle ro i en travl tid er ikke noget, du kan købe dig til, og det er mere et spørgsmål om håndværk end om held. Roen bliver til i det små: i måden du åbner dagen på, hvordan du lukker den om aftenen, og det du gør imellem disse to punkter. Ikke ved at købe flere ting, men ved at træffe små, bevidste valg.
Find ro gennem mikropauser
Du kan ikke styre, hvordan verden udvikler sig, men du kan finde små lommer, hvor det er muligt at sænke tempoet. Der er ingen af de lommer, der er livsomvæltende i sig selv, men de er værdifulde mikroskift, som gør din hverdag en anelse mere rummelig og rolig.
Forskning peger faktisk på, at helt korte mikropauser på under ti minutter kan øge oplevet energi og mindske træthed. I denne forskningsartikel med den passende titel Give Me a Break finder du en systematisk gennemgang af effekten af mikropauser. De erdefineret som korte afbrydelser på op til ti minutter. Analysen, baseret på 19 studier med i alt 2335 deltagere, fandt små, men mærkbare positive effekter af mikropauser. De har altså en positiv effekt på din daglige trivsel.
Forskernes arbejde tyder også på, at hvis det gælder længerevarende, kognitivt krævende opgaver, har du brug for længere pauser til at få genoprettet dine ressourcer. Det er der også behov for, men i dag fokuserer vi på mikropauserne, der kan give dig ro i hverdagen.
Et stort og omfattende retreat på et naturskønt og eksotisk sted er sikkert dejligt, men der er dokumentation for, at små dråber af restitution spredt ud over dagen gør en positiv forskel. Det er gode nyheder, for dråber er gratis.
10 gratis greb der giver ro
Herunder får du 10 praktiske forslag til sådanne dråber. Du kan dryppe dem ud over din kommende uge, som du finder det bedst.
1. Telefonens parkeringsplads
Lav ét fysisk sted i hjemmet, hvor telefonen “bor” – og læg den tilbage dertil, hver gang du ikke aktivt bruger den. Det fjerner den fra bordet, samtalen og din hånd. Gratis, men mærkbart.
2. Gråskala-tricket
Sæt skærmen på gråskala i et par timer dagligt. Farver lokker mikroklik – grå flader gør skærmen kedelig på den gode måde. (Du kan slå det til og fra på sekunder).
3. To vinduer til indbakken
Aftal med dig selv to faste tidspunkter til mail og beskeder (fx kl. 11 og 15). Resten af dagen er indbakken lukket land. Du mister ikke noget – du vinder tid til det vigtige.
4. 60 sekunders horisont
Stil dig ved et vindue og kig ud i ét minut. Ikke som meditation, bare som “vand ud af glasset”. Når tankemylderet løber over, hjælper udsigten med at få det hele ud af glasset, så du får tømt hovedet.
5. Papirparkering
En enkelt A4-ark på skrivebordet. Hvor du laver overskriften: “Ikke nu, men i morgen”. Når en tanke maser sig på, skriv den der – og vend tilbage til det, du var i gang med. Dermed kan du finde mere ro ved at fokusere på én ting ad gangen.
6. Uniformsugen
Vælg ét sæt “hverdagsuniform”, som du kan have på fra mandag til fredag. Det giver mindre beslutningstræthed om morgenen og din dag en roligere start. Det kan være “jeans + sort trøje” eller “kjole + cardigan” – pointen er faste valg dag for dag, så du skal træffe færre valg-.
7. Halv hastighed i én rutine
Vælg én hverdagsvane og udfør den i halvt tempo. Det kan være at tage tallerkener ud af opvaskemaskinen, folde tøj, børste tænder. Mærk, hvordan dine hænder arbejder langsommere, og hvordan du derigennem finder ro.
8. Én dør, 12 minutter
Luk en dør og giv dig selv 12 minutter til at gøre én ting færdig. Ikke mere, ikke mindre. Sæt en timer. Den lille “lås” skaber et rum, hvor din hjerne kan lande.
9. Dagens nej-liste
Skriv tre ting, du aktivt ignorerer i dag (fx “breaking news”, “spontane forespørgsler”, “oversprings-oprydning”). Notér dem på en seddel og læg den på tastaturet. Når de dukker op, sig: “Ikke i dag.” Du har allerede sagt ja til din ro.
10. Lydløs aftale
Tag en lydløs halv time i dit hjem: Ingen musik, ingen podcast, ingen fjernsyn. Stilheden er gratis, men vi glemmer at tænde for den. Det behøver ikke være hver dag, men prøv med et par gange om ugen.
Ro giver dig rytme
Hvis du er præget af uro og travlhed, finder du ikke roen ved at gøre, som du plejer.
Du finder den i de små konkrete handlinger, der giver dig en tiltrængt pause. Tag et kig på de 10 mikropauser herover. De er små greb, der hverken koster penge, eller tager lang tid, men som gør en forskel. Vælg et af dem og gentag det dagligt i den kommende uge. Det er det hele.
Ro koster 0 kroner, men du får din investering i en mikropause tilbage med renters rente. Du kan begynde i dag.
Søndagslisten Plus: Til dig, der vil gå i dybden
Jeg har skabt Søndagslisten Plus til dig, der gerne vil udforske temaerne i søndagsartiklerne nærmere. For nylig er konceptet gentænkt med særlig fokus på simple living og slow living.
- Adgang til 8 e-bøger i PDF-format, blandt andet 100 ideer til simple living, 100 ideer til mikroeventyr og Genstart – fra udbrændt til energifyldt i 5 enkle trin.
- 4 numre af det digitale magasin Slow living Magazine (PDF).
- En videogennemgang af hver PDF, der giver dig de vigtigste tips og budskaber kort og klart.
- En konkret køreplan som supplement til hver PDF, så du kan omsætte indholdet til din hverdag.
Det materiale får du hver uge til en pris på en krone om dagen – betalt som et månedsabonnement. Du har adgang 24 timer i døgnet, 365 dage om året, på alle dine enheder. Du kan naturligvis afmelde når som helst, uden spørgsmål.
Når du tilmelder dig Søndagslisten Plus bidrager du til at gøre verden til et enklere, langsommere og mere meningsfuldt sted. Det har den brug for. Se mere og tilmeld dig her.
