Dårlige ting sker.
Det kan sagtens være, at vi ønsker, at tilværelsen skal være et alpelandskab af højdepunkter, hvor vi bevæger os fra den ene succes til den anden, men sådan er virkeligheden ikke. Det går op og ned. Fra tid til anden spænder livet ben for os, og vi oplever smerte – ofte når det er uventet og på de mest ubelejlige tidspunkter.
Det er ikke et spørgsmål om at undgå ubehagelige og smertefulde oplevelser, men om hvad vi gør, når vi står i dem.
Et perspektiv fra David Goggins og bogen Never Finished
Erkendelsen af at negative oplevelser er en del af livet, er også et grundtræk i David Goggins fine bog Never Finished. Han skriver, at de negative oplevelser kan give dig smerte og forhindre dine fremskridt, men at du samtidig kan bruge dem som en kraftfuld motivation til at komme videre. Goggins mener, at hvis du anerkender og konfronterer din smerte, kan det samtidig blive dit brændstof, der sikrer dig ny, personlig vækst. Det kan være et udgangspunkt, hvorfra du kommer til at spire, gro og blomstre som menneske.
Hvis du på denne måde skal vende dine negative oplevelser til ny motivation, foreslår han, st du følger en proces med fem konkrete skridt. Den proces får du her:
1) Anerkend dine oplevelser
Vær ærlig med dig selv i forhold til skuffelser og negative oplevelser. Lad være med at benægte dem og undlad at begrave de negative minder, du har. Acceptér, at de er der og brug dem som dit startpunkt.
2) Skriv dagbog
Når du har anerkendt, at dine negative oplevelser er der, er dit næste skridt, at du tager fat i din dagbog. Skriv dine oplevelser og følelser ned på en jævnlig basis. Når du får dine tanker ned på papiret, hjælper det med at reflektere over det, du har oplevet, og bearbejde din personlige livsrejse.
3) Optag dig selv på video
Det føles måske som et lidt underligt forslag, men det kan være meget effektivt, og der er ikke andre end dig selv, der skal se optagelsen. Brug derfor din telefon til at optage dig selv, hvor du fortæller detaljeret om det, du har oplevet, og den smerte der er forbundet med det. Gense disse videoer fra tid til anden for at fornemme din livsudvikling. Hvor er du sammenlignet med for eksempel for et år siden?
4) Se din smerte i øjnene
David Goggins foreslår, at du tager en direkte konfrontation med dine smertefulde oplevelser og minder. Anerkend, at det er ubehageligt og svært, men samtidig kan du minde dig selv om, at det faktum at du går gennem smerte, gør dig stærkere og klogere på livet.
5) Brug din smerte som motivation
Med udgangspunktet fra de første fire skridt kan du bruge dine tidligere oplevelser og din accept af dem til at motivere dig selv. Du kan lade dit ønske om at overvinde din smerte, og om at bevise for dig selv og omverdenen at du godt kan – være den drivkraft, der leder dig frem mod dine mål.
Et værktøj til de svære dage
David Goggins’ fem skridt er gode, og jeg kan godt lide, at de indebærer konkrete handlinger som at skrive nogle linjer i en dagbog eller tage telefonen frem og lave en lille optagelse. Det er ofte, når vi udfører en praktisk handling, at vi kommer det første lille stykke videre fra smerten.
Det er ikke noget, du skal gøre hver eneste dag. Du kan betragte dem som et ekstra redskab i din værktøjskasse til mental trivsel. Når du så bliver ramt af en negativ oplevelse eller en anden form for smerte, kan du tage redskabet frem. De fem skridt er enkle at gå til, og de kan gøre en positiv forskel for dig på de mørke regnvejrsdage.