Vi starter denne artikel med en erkendelse:

Jeg tror ikke på den store, fede lykke.

Altså den her tro på, at vi når frem til et sted, hvor alt i tilværelsen ligesom er faldet i hak. At det hele bare er blomster, penge på kontoen og ro i sindet fra nu af og i al fremtid. Der kan være sådanne perioder i vores liv, men jeg tror ikke på dem som en permanent tilstand. Den slags lykke findes ikke.

Før eller siden spænder livet sine snubletråde ud, og det, der var nemt, bliver svært. Noget uventet sker, og vi må begynde forfra, som Sisyfos der igen og igen skulle rulle den samme, store sten op ad bakken.

Og det er okay. Det er sådan, livet er. Opture og nedture, solskinstimer, der afløses af regnbyger, varme, lyse somre, der afløses af blæsende efterår og kolde, mørke vintre. Det er naturen, og det er menneskelivet, som det er.

Hvad jeg til gengæld tror på, er de små skridt, der over tid gør en forskel. På de meningsfulde handlinger, der ikke nødvendigvis er en del af et kæmpe projekt eller knyttet til et forkromet mål. Jeg tror på bare at være til og leve i det, der er, i stedet for det vi synes, der kunne eller burde være.

Fra store lykkeprojekter til små ankerpunkter

Hvis du for en stund parkerer tanken om at nå frem til den store, fede lykke som permanent tilstand, kan du i stedet rette din opmærksomhed mod nogle mindre punkter, der kan gøre livet lettere. Du kan se dem som ankre, der hjælper med at holde dig fast, især når det blæser omkring dig. Her er tre, som du kan reflektere over i dag.

1) Hold op med at sammenligne dig med andre

Det er svært, for vi er en del af en kultur, der stopfodrer os med sammenligninger. De sociale medier er én stor konkurrence om opmærksomhed og anerkendelse. Mange arbejdspladser fokuserer på performance, der skal måles op mod andres præstationer, både internt og eksternt. Vores samfund har udviklet sig til det professor Ove Kaj Pedersen rammende har kaldt konkurrencestaten.

Uanset, hvor hurtigt du løber, hvor meget du får fra hånden, og hvor meget du præsterer, vil du altid kunne finde mennesker, der gør endnu mere eller er mere succesfulde. Hvis du sammenligner dig med dem, kan det være ødelæggende for din trivsel.

Jeg kender det selv. Som forfatter er jeg glad for de bøger, jeg har skrevet, men jeg vil altid kunne finde andre forfattere, der har skrevet flere bøger, eller som har lavet bestsellere på et niveau, jeg kun kan drømme om. Sammenligner jeg mig selv med dem, bliver jeg mindre, mere trist, mister selvtilliden.

Det er en usund sti at gå ned ad. Det er langt bedre slet ikke at bevæge sig ind på den i første omgang.

2) Acceptér, du ikke kan eller skal det hele

Der er altid nye mål, du kan sætte, mere, du kan stræbe efter. Der er nye fristelser, et væld af muligheder og et enormt udbud af information, der med lækre billeder, videoer og tekster prøver at overbevise dig om, at du skal gå efter den næste, nye ting eller sætte flere personlige mål.

Det holder ikke. Uanset, hvor hurtigt, du løber, så kan du ikke nå det hele. Du behøver ikke indfri alle mål eller konstant formulere nye ambitioner. Du kan vælge en eller to ting, som du fordyber dig i og lade resten ligge. Eller måske kan du sige til dig selv, at det er godt nok, som det er? Huske dig selv på, at græsset ikke altid er grønnere på den anden side?

Jeg øver mig stadig på dette punkt. Lige nu er jeg i gang med at planlægge 2026, og der kommer til at ske en del ændringer i mit arbejde i 20 Skridt. Det glæder jeg mig til at fortælle dig mere om. Det handler i høj grad om at skrive nye bøger, men det betyder samtidig, at jeg er blevet meget stille på de sociale medier og ikke holder helt så mange kurser mere. Det er ikke uden omkostninger, men jeg accepterer også, at jeg ikke kan gabe over det hele.

3) Hav en eller to daglige ankervaner

Overvej, om du kan have en eller to ankervaner, som du kan gribe til dagligt, og som giver dig grund under fødderne, når hverdagen begynder at skride. Selv har jeg to:

  • Jeg skriver noget i hånden hver dag.
  • Jeg går en tur i frisk luft hver dag, uanset vejr og vind.

Det er selvfølgelig ikke det eneste, jeg laver i løbet af en dag, men de to vaner giver mig et holdepunkt i hverdagen. Især i de perioder, der er urolige, pressede eller angstfyldte, er jeg glad for at have noget at gribe til. Du kan sikkert have helt andre interesser og tilbøjeligheder – og det er helt naturligt – men overvej, om du på samme måde kan have et anker eller to, som du holder fast i på en daglig basis.

Hvad er dine ankre?

Giv dig selv lov til at bruge lidt af din søndag på at reflektere over de tre punkter.

  • Kan du holde op med at sammenligne dig med andre?
  • Kan du acceptere, at du ikke kan eller skal nå det hele?
  • Kan du finde en eller to daglige ankervaner, som giver mening for dig?

Det er tre små ting, ikke raketvidenskab eller kæmpe revolutioner i dit liv. Det er bare en lidt anden måde at tænke lykke på, som over tid kan gøre en positiv forskel for dig. Kan du tage dit første, lille skridt i dag?


Gode bøger til dine julegaveindkøb

Hvis du gerne vil give en god bog i julegave (eller bare forkæle dig selv), så er der en god samling her:

Om at leve – 20 skridt til mere overskud og mindre stress. Anden udgave

“Ole Ditlev Nielsen har skrevet en konkret og vidunderlig bog, som er lige til at gå til”. – Tidsskriftet Balance.

Du finder bogen her.

100 ideer til ChatGPT som personlig coach

“Ole Ditlev Nielsen der har begået et lille mesterværk her.” – Martin Christensen, Co-founder IVN A/S -Netværk for iværksættere.

Du finder bogen her.

Slow living – sænk tempoet og lev et liv med mening

“De mange konkrete tips og råd til en langsom hverdag er bogens styrke.” – Hamide, Kara, DBC Materialevurdering.

Du finder bogen her.

Livseksperimenter – en ukonventionel guide til et frit og kreativt liv

“Jeg er bestemt ikke typen, der plejer at læse sådan-gør-du-dit-liv-bedre-bøger, men denne bog gik på en eller anden måde rent ind. Jeg læste den nærmest i ét stræk.” – Jesper Koesrzt Jensen, dengodeopdragelse.com.

Du finder bogen her.