Hvis du har læst med på Søndagslisten i et stykke tid, så ved du, at en af mine yndlingsaktiviteter er at sidde med en notesbog og en kuglepen i hånden og kradse lidt tanker, iagttagelser og måske en lille tegning ned på papiret.

Det er en simpel handling, men den hjælper mig med at rydde hovedet for bekymringer, spekulation og tankemylder. Jeg får sat ord på følelserne, får dem ud af hovedet og ned på papirer. Der kommer nye ideer og vinkler, og det er som om, at de kreative safter begynder at flyde i det øjeblik, at jeg sætter mig ned og skriver eller tegner i hånden. Det er derfor, jeg har ført dagbog i mere end 30 år.

Det betyder selvfølgelig ikke, at alle udfordringer går væk. Det svære i livet forsvinder ikke med 20 minutters kreativ udfoldelse, men det er som om, at det hele bliver lidt nemmere at klare. Det er der faktisk også forskning, der understøtter.

Derfor er kreativitet godt for din hjerne og dit sind

En lang række videnskabelige undersøgelser dokumenterer, at når du engagerer dig i kreative aktiviteter er det sundt for både hjernen og den mentale trivsel.

For din hjerne: Selv når du hviler dig og lader tankerne flyde, er din hjerne yderst aktiv. Forskere har identificeret et særligt netværk i hjernen, de kalder Default mode network (DMN). I stedet for kun at se på hjerneaktivitet under en opgave, vendte de kikkerten om og kiggede på, hvad der skete i pauserne. Overraskende nok var et helt netværk mere aktivt i hvile end under en opgave. Denne tilstand er afgørende for din evne til at huske, forestille dig fremtiden og tænke kreativt. Når du giver dig selv lov til at dagdrømme, aktiveres DMN. Det er her, din hjerne i ryster posen og lader gamle brikker falde på nye måder.

For din mentale trivsel: Kreative processer som at tegne gentagne mønstre kan mindske stress og tankemylder og give dig en følelse ro. Kreativitet er drevet af lyst, nysgerrighed og mening. Det står i skarp kontrast til usund perfektionisme, som er drevet af frygten for at begå fejl. Mens kreativitet åbner op og skaber glæde, kan perfektionisme føre til stress, angst og dræbe al lyst til at eksperimentere.

7 konkrete forslag til mere kreativitet i en travl hverdag

Måske tænker du: “Jeg er ikke kreativ” eller “jeg kan ikke engang tegne en lige streg”. Den gode nyhed er, at det behøver du heller ikke. Det handler ikke om at være en “ægte” kunstner eller at skabe et mesterværk. Det handler om glæden ved selve processen – om at bruge hænderne, stresse af og give dig selv et frirum i en travl og presset hverdag.

Her er syv enkle og overkommelige øvelser, du kan prøve for at få mere kreativitet ind i dit liv – uden at det kræver særlige evner.

1. Skriv uden filter (Nonstop-skrivning)

Sæt en alarm til et par minutter og skriv uafbrudt uden at løfte pennen fra papiret. Du må hverken rette eller læse, hvad du skriver undervejs. Formålet er ikke at skrive noget genialt, men at tømme hovedet for de trivielle hverdagsbekymringer, så der bliver plads til nye idéer. Stol på processen, og lad pennen gøre arbejdet.

2. Tegn uden at kigge

Find en genstand – din hånd, en kop, en plante – og sæt dig med dit papir. Fokusér udelukkende på genstanden og tegn dens omrids uden på noget tidspunkt at kigge ned på papiret. Resultatet bliver sandsynligvis skævt, men det er ikke pointen. Øvelsen træner dit øje til at se detaljer og tvinger dig til at sænke tempoet. Giv slip på trangen til at kontrollere resultatet. Mærk, hvordan det føles blot at observere og lade hånden følge øjet.

3. Gå på mønsterjagt i dine omgivelser

Næste gang du går en tur, så led aktivt efter mønstre. Det kan være rillerne i et brønddæksel, barken på et træ eller strukturen i en dørmåtte. Tag et billede med din telefon, og brug det som inspiration til at tegne mønsteret, når du kommer hjem. Pludselig bliver selv den mest almindelige gåtur til en skattejagt.

4. Leg med tilfældige ord

Find en dåse eller en skål. Skriv en række tilfældige navneord (for eksempel “køkkenrulle”, “cykel”, “måne”) på små sedler og læg dem i. Træk et ord og leg med det: Find ord, der rimer, find synonymer, eller skriv alle de associationer ned, du kan komme i tanke om. Det handler ikke om at finde det ’rigtige’ svar, men om at åbne for nye tankespor.

5. Giv hjernen lov til at dagdrømme

Denne øvelse er en chance for at sætte dit Default mode network i sving. Indbyg bevidste pauser i din dag, hvor du ikke har andet formål end at lade tankerne vandre. Det kan være en kort gåtur, at sidde og kigge ud ad vinduet i fem minutter eller en mindful pause. Giv din hjerne plads til at arbejde for dig i baggrunden.

6. Eksperimentér med utraditionelle redskaber

Glem alt om dyrt udstyr. Brug de ting, du har derhjemme. Prøv at male med en spartel, lav aftryk med en svamp gennem et net fra frugt, eller brug et overskåret æble som stempel. Den enkleste kreativitet findes ofte i legen med det, du allerede har.

7. Giv dig selv en lille, sjov begrænsning

Et tomt lærred kan virke skræmmende, så du kan i stedet at begrænse dine valgmuligheder. Du kan for eksempel beslutte dig for kun at bruge tre farver. Eller hvad med at male oven på en side fra en gammel bog? Paradoksalt nok kan færre valgmuligheder give dig mere kreativ frihed – prøv for eksempel at tænke på de dogmeregler, der for mere end 25 år siden revolutionerede dansk film.

Gå i gang i dag

Du behøver ikke vente på den perfekte idé eller den perfekte inspiration for at få lidt kreativitet ind i din hverdag. Som politikeren og forfatteren Les Brown sagde:

Kirkegården er det rigeste sted på jorden, fordi den er fuld af drømme, der aldrig blev til noget.

Vælg ét af de syv forslag fra listen, og prøv det af med det samme. Lad være med at tænke for meget over det. Gør det bare, nyd det og giv dig selv lov til at have det sjovt undervejs.


Kreativ hjælp? Giv dit manuskript den professionelle finish, det fortjener

Er dit kreative projekt at skrive en bog eller andre tekster? Er du usikker på, om din bog holder hele vejen, eller mangler du det sidste skub for at få dit værk ud over rampen? En professionel betalæsning , hvor jeg trækker på min egen erfaring som professionel forfatter, giver dig den nødvendige tryghed og de konkrete værktøjer, der skal til for at polere din bog til perfektion.

Når du vælger betalæsning, opnår du:

Professionel feedback, der styrker din plotstruktur, sprog og udvikling, så din bog fænger fra start til slut.

Fornyet selvtillid og absolut klarhed over dit næste skridt mod den endelige udgivelse.

Et skarpt blik på dine blinde vinkler, hvilket sikrer, at dit budskab og din fortælling står knivskarpt.

Du får samtidig adgang til en serien Skriv – sådan bliver du forfatter. som består af 10 hands-on PDF-guides, der dækker hele din proces fra idé til udgivelse.

Grib chancen nu: For at sikre høj kvalitet er der kun et begrænset antal pladser til rådighed. Som en særlig bonus får du lige nu en tidsbegrænset rabat (til udgangen af februar 2026) på 500 kr. Brug rabatkoden KREA ved bestilling for at aktivere dit tilbud.


Book din plads og få betalæsning her.