Der er det traditionelle testamente.

Det handler om dit jordiske gods. Hvilke materielle genstande og økonomiske forhold efterlader du og til hvem? Og så er der et andet, mere atypisk testamente.

Det er det, vi kalder det etiske testamente.

Hvad er et etisk testamente?

Nu er det ikke fordi, jeg sidder og er ved at skrive mit eget testamente (og jeg kan helt generelt ikke lide at tænke på det), men tanken om det etiske testamente er værd at opholde sig ved.

En god vinkel på det, finder vi hos den amerikanske antropolog Ernest Becker. Han skrev i 1973 en bog med den ikke just muntre titel The Denial of Death – “fornægtelsen af døden”. Den vandt en Pulitzer-pris, og dens grundtanke er enkel, men svær at glemme: det meste af det, vi foretager os, gør vi i virkeligheden for at slippe for at tænke på, at vi skal dø.

Becker mente, at vi alle bærer rundt på det, han kaldte et udødelighedsprojekt. Vi knytter os til noget, der er større og mere varigt end vores egen krop. Det kan være et arbejde, en tro, en familie eller en sag, fordi vi inderst inde håber, at en lille flig af os selv får lov at leve videre, når vi ikke er her mere.

Det er ikke en svaghed, men derimod menneskeligt. Samtidig påpegede Becker også, hvordan vi tit bedøver uroen på langt billigere vis: vi fylder vores liv med travlhed og gør det ligegyldige vigtigt, så vi slipper for at mærke de store spørgsmål.

Det er her Beckers tanke bliver brugbar. For et almindeligt testamente handler om det, du ejer – huset, pengene, tingene. Et etisk testamente vender blikket den anden vej og spørger til det, du er: hvilke værdier vil du gerne efterlade? Hvad har du lært, som er værd at give videre?

Det kræver, at du for en stund sætter sig ned og ser døden roligt i øjnene i stedet for at løbe fra den. Becker ville nok kalde det den ærligste form for udødelighedsprojekt, vi har, for her flygter vi ikke fra tanken om at skulle dø. Vi lader den vise os, hvad der faktisk betød noget, og vi giver det videre til dem, der følger efter os.

Sådan laver du dit etiske testamente

Et etisk testamente behøver hverken at være langt eller højtideligt. Det er ikke et juridisk dokument, og der er ingen, der skal godkende det. Det eneste, det kræver, er, at du sætter dig ned med dig selv og er ærlig.

Find et stille tidspunkt, hvor du ikke bliver forstyrret. Det kan være en søndag formiddag, eller en aften efter de andre er gået i seng. Tag et stykke papir eller et tomt dokument frem, og lad være med at jagte de perfekte formuleringer. Det er ikke en eksamen.

Stil dig selv nogle få, enkle spørgsmål: Hvad har livet lært mig, som jeg gerne vil give videre? Hvilke værdier har jeg forsøgt at leve efter – også de gange, jeg ikke lykkedes med det? Hvad er jeg taknemmelig for, og er der noget, jeg vil bede om tilgivelse for? Og hvad håber jeg, at de, jeg holder af, husker, når jeg ikke er her mere? Skriv dine svar på disse spørgsmål.

Skriv, som du taler. Et etisk testamente er ikke en tale til en forsamling, men et brev til de mennesker, du elsker. Det må gerne være rodet, og det må gerne ændre sig over tid. Læg det væk, og tag det frem igen om et år. Du vil opdage, at det vokser med dig, ligesom dine perspektiver kan ændre sig med tiden.

Hvis du ikke kan lide at skrive, så indtal det som en lydfil på computer eller telefon. Du kan for eksempel bruge Wispr Flow. Det er en app, jeg selv bruger, og den transskriberer for dig. Den findes både i en gratis og i en betalingsversion. Jeg bruger selv gratisversionen, som er fuldt tilstrækkelig til dette formål.

Et blik, der både er kort og langt

Du behøver ikke vente, til livet er ved at rinde ud, for at skrive dit etiske testamente. Det er noget, du kan gøre nu, for en af de smukke ting ved det, er at det også kan forandre den, der skriver – i selve øjeblikket. Når du sætter ord på, hvad der virkelig betyder noget, bliver det også lettere at leve efter i hverdagen. Du får en kompasnål at navigere efter, både når livet går hurtigt og langsomt, bevæger sig op på bjergtoppe eller ned i dybe dale.

Se ikke dit etiske testamente som en afsked, men som en aktivitet, der ansporer dig til at samle op på, hvem du er. Det har værdi på kort sigt, og lang sigt kan det blive den mest værdifulde gave, du nogensinde kommer til at give videre.


Otte årgange af Søndagslisten: Kan ikke købes andre steder

Vil du have mere inspiration til dine værdier, til det, du kan give videre og til det meningsfulde liv? Samlet ét sted, så du ikke behøver at gå andre steder hen? Så er 20 Skridts livsbibliotek lige noget for dig.

Jeg har samlet mine mest populære bøger i et attraktivt online-bibliotek, hvor du ikke alene får bøgerne, men også videoforklaringer og podcast-samtaler, så du får perspektiv, dybde og konkrete ideer at gå videre med.

Alle otte årgange af Søndagslisten fra 2018 og frem ligger samlet i livsbiblioteket sammen med syv af mine bøger, podcasts og videoforklaringer. Årgangene sælges ikke enkeltvis, og det kommer de heller ikke til.

Frem til den 13. august giver rabatkoden BIBLIOTEK halv pris: 347,50 kr. i stedet for 695 kr.

Når du har gennemført dit køb, har du livstidsadgang til hele materialet 24 timer i døgnet, 365 dage om året. Er du ikke tilfreds, kan du inden for 30 dage benytte dig af 20 Skridts 30-dages garanti, og få refunderet beløbet, uden spørgsmål.

Se mere om Livsbiblioteket og tilmeld dig her.