For kort tid siden stødte jeg på et interessant udtryk.
Mental minimalisme.
Når vi taler om minimalisme i vores liv, er det ofte et spørgsmål om at rydde op derhjemme, skille os af med overflødige ting eller få gjort kalenderen mere overskuelig med færre aftaler og mere tid. Det er alt sammen glimrende, men virkeligheden er også, at vi kan sidde i et minimalistisk hjem, praktisere simple living og have luft i kalenderen, men samtidig have et virkelig rodet hoved, hvor tingene kører i ring.
Det er her, mental minimalisme kommer ind i billedet.
Hvad er mental minimalisme?
Mental minimalisme handler om at rydde op i dit sind på samme måde, som du rydder op i dit hjem: Ved at fjerne det overflødige og give plads til det, der har reel værdi. For mange er startpunktet på rejsen mod mental minimalisme det, der hedder digital minimalisme. Det er et begreb, som blev introduceret af den amerikanske forsker og forfatter Cal Newport. Han beskriver digital minimalisme som det at genoverveje sit forhold til teknologi og træffe et aktivt valgt om at bruge teknologien mere bevidst og mindre på automatpilot.
Den mentale minimalisme går videre og rækker længere end skærme. Det er en indre praksis og måde at gå til verden på, der understøtter et liv med mere enkelhed og mening. Allerede for over 150 år siden advarede Henry David Thoreau (ham der skrev bogen Walden, som mange betegner som simple living-bevægelsens bibel) mod, hvordan vores liv drukner i ligegyldige detaljer. Hans opfordring – “Simplificér, simplificér, simplificér!” – er mere relevant end nogensinde. Nutidens notifikationer, præstationskultur, materialisme og digitale kaninhuller stjæler opmærksomheden. Mental minimalisme kan være dit svar på netop denne udfordring.
Tre grundprincipper
Mental minimalisme hviler på tre enkle principper:
Klarhed: Identificér, hvad der virkelig betyder noget for dig. Når dine værdier er tydelige, kan du bruge teknologi og vaner som redskaber – ikke som styrende kræfter.
Bevidsthed: Det handler om at vælge din opmærksomhed med vilje i stedet for at reagere automatisk. Du bestemmer, hvad der fortjener din tid og energi.
Grænser: Selv nyttige værktøjer kræver begrænsninger. Ved aktivt at beskytte din opmærksomhed – fx gennem telefonfri zoner, tomme dage i din kalender eller fravalg af drænende platforme – kan du opnå mere ro.
Derfor: Gør klart for dig selv, hvad der er vigtigt, træf derefter en aktiv beslutning om, hvad du vil bruge din tid på og følg op med at sætte grænser for det, der forstyrrer i dit hoved. Det er tre enkle trin, der kan have stor effekt. De gør dine odds bedre for at opnå et roligere sind: Mindre stress, mere nærvær; mindre angst, mere fokus; mindre overfladiskhed, stærkere relationer.
10 praktiske ideer til mental minimalisme
Mental minimalisme er ikke et afsavn, men en bevidst investering i din trivsel. Du kan hjælpe din investering på vej ved at afprøve små eksperimenter, skridt for skridt og ikke ved én kæmpestor revolution i dit liv. Du kan for eksempel prøve en eller flere af disse ideer:
- Lav et “brain dump” hver aften: Skriv alt ned, der fylder i hovedet (gøremål, bekymringer, idéer), før du går i seng. Ved at få det ned på papir, fortæller du hjernen, at den trygt kan slippe tankerne for nu.
- Vælg “dagens ene ting”: Identificér den vigtigste opgave eller handling, du skal fokusere på den pågældende dag. Hvis du når den, har dagen været en succes. Det fjerner følelsen af at være bagud med 100 ting.
- Indfør “indbakke-disciplin”: Tjek kun mails og beskeder på faste tidspunkter i stedet for at reagere på hver eneste notifikation. Hver afbrydelse koster mental “skifte-energi”.
- Praktisér “single-tasking”: Gør én ting færdig ad gangen. Multitasking er en glidebane, der skaber fragmenteret fokus og indre stress.
- Sig nej med god samvittighed: Hver gang du siger ja til noget uvigtigt, siger du automatisk nej til din egen ro. Øv dig i at sige: “Det lyder spændende, men jeg har ikke overskud til det lige nu.”
- Slet “mentale apps”: Identificér bekymringer om ting, du alligevel ikke kan kontrollere (vejret, andre folks meninger, fortiden, verdenssituationen). Beslut dig for at “lukke fanen” på de emner.
- Hold pauser uden input: Prøv at sidde 5 minutter uden din telefon, musik eller en podcast. Lad hjernen “fordøje” dagens indtryk i stilhed.
- Ryd op i dine digitale abonnementer: Afmeld nyhedsbreve, digitale abonnementer og følg færre profiler på sociale medier, der ikke giver dig reel værdi eller glæde. Mindre digital støj giver mere mentalt overskud.
- Brug “2-minutters reglen”: Hvis en opgave tager under to minutter (f.eks. at svare på en sms eller stille en kop i opvaskemaskinen), så gør det med det samme. Det fjerner “mentale hængepartier”.
- Acceptér “godt nok”: Giv slip på perfektionismen i både de små og de store ting. Beslut dig for, hvor din indsats skal være 100%, og hvor 80% (eller mindre) er mere end rigeligt.
”Mere” er sjældent svaret
Du kan altid tilføje mere til dit liv. Mere på din to-do-liste, mere i kalenderen, mere i indkøbsvognen i supermarkedet, flere apps på din telefon. Det er alt sammen fristende, men det vil snarere føre til mental maksimalisme i dit hoved, hvor det er det modsatte, du har brug for. Vælg i stedet en anden tilgang og lad dig inspirere af den kinesiske filosof, Lao-Tzu, der sagde: “Den, der ved, at han har nok, er rig.”
Det kan blive dit allerførste skridt i retning af mental minimalisme. Du kan spørge dig selv:
Hvad betyder “nok” for dig – og hvordan ville dit liv se ud, hvis du allerede havde ”nok”?
Brug lidt af din dag på at reflektere over dette spørgsmål. Det kan give dig retning og hjælpe dig til at skære det unødige fra, så det, der er virkelig vigtigt, står tilbage.
3 tilbud på bøger, der hjælper dig med mental minimalisme
Hvis du vil have mere inspiration til mental minimalisme og et roligt, meningsfuldt liv, er der for tiden attraktive priser på tre af mine bøger.
Om at leve – 20 skridt til mere overskud og mindre stress er en ekstremt håndgribelig bog, der ikke er kompleks, men fuld af praktiske ideer til et liv med ro og mening. DBC’s materialevurdering, det, der tidligere hed lektørudtalelsen, kalder bogen ”inspirerende” og skriver, at den ”anbefales varmt”. Lige nu kan du få den nye udgave for kun 216 kroner lige her.
Taknemmelighedsdagbog – 100 dage til indre ro hjælper dig til mental minimalisme gennem små skriveøvelser, du skriver direkte i bogen. En af bogens brugere, Adriana Barri, skriver om den: “Den har hjulpet mig til at komme ned i tempo og ud af tankemylderet, før jeg skal sove.” En del af indtægterne fra salget af bogen går til Red Barnet og lige nu er den på tilbud for kun 221,- kroner (normalpris 299,-) lige her.
Slow living – sænk tempoet og lev et liv med mening er en praktisk bog til dig, der gerne vil leve et langsommere liv uden at melde dig ud af samfundet. Bogen har blandt andet været omtalt i Danmarks Radio, TV 2 Kosmopol og fremhæves af DBC for dens mange konkrete tips til en langsom hverdag. Du kan få e-bogsudgaven for blot 59,95 kroner hos Saxo.com.


