For nylig faldt jeg over Realdanias store undersøgelse om danskernes livskvalitet, som er tankevækkende, og som udfordrer vores forestilling om at være en af de lykkeligste befolkninger på kloden. Undersøgelsen, som er baseret på svar fra 122.000 danskere, og som er ledet af forskerne Henrik Mahncke og Meik Wiking, udforsker livskvaliteten i Danmark i 2025. Den benytter Danmarks registerdata til at analysere, hvordan faktorer som bolig, lokalområde, sociale relationer, familieforhold og økonomi påvirker, hvordan vi oplever vores trivsel. Undersøgelsen fremhæver Danmarks høje placering i internationale lykkemålinger, hvor vi som regel ligger nummer 2 efter Finland, men den påpeger også en vigtig nuance.
Og det er her, det for alvor bliver interessant.
Vi bryster os af at klare os godt i internationale undersøgelser om lykkeniveau og livskvalitet, men fakta er, at data viser, at danskernes livskvalitet og tilfredshed med tilværelsen er faldet kontinuerligt siden 2012.
Hvad forskningen siger om faldet i danskernes livstilfredshed
Data viser utvetydigt, at tilfredsheden med livet er faldet jævnt i Danmark fra den første World Happiness Report udkom i 2012 til den seneste i 2024. Det er en del af en bredere tendens, hvor trivslen er faldet globalt i det seneste årti, herunder i folkerige lande som USA, Brasilien, Tyrkiet og Indien, hvilket forklarer, at vi stadig placerer os godt i internationale sammenligninger. Det ændrer dog ikke på, at det danske fald er større end i sammenlignelige lande med nogenlunde samme størrelse.
Realiteten er, at Danmark faktisk rangerer som nummer 105 ud af 136 lande, når man ser på udviklingen i livskvalitet. Det indikerer, at livskvaliteten er gået “baglæns” i Danmark sammenlignet med mange andre lande. Til sammenligning har lande som Kina, Ungarn, Bulgarien, Filippinerne, Georgien, Serbien, de baltiske lande, Polen, Island, Portugal, Vietnam, Armenien, Uruguay, Slovenien og Slovakiet har oplevet en stigning i livskvaliteten.
Kort sagt: Vores tilfredshed med livet går i den forkerte retning. Danmark er stadig på mange måder et godt sted at leve, men måske er det tid til at give den udbredte fortælling om ”verdens lykkeligste land” et realitetstjek?
Hvad er årsagerne til faldet i danskernes livskvalitet?
Jeg må ærligt sige, at jeg undrer mig over, at udviklingen ikke har trukket overskrifter i de danske medier. Måske bryder det for meget med vores nationale selvfortælling, eller også skyldes det, at andre lande også har oplevet nedgang. Jeg ved det ikke.
Men det er vigtigt, at vi standser op, erkender at danskernes livskvalitet trods nationaløkonomisk fremgang bevæger sig i den gale retning. Vi bør hjælpe hinanden med at undersøge, hvad der kan være årsagerne til det, og hvad vi sammen kan gøre for at vende udviklingen.
Realdanias undersøgelse giver nogle spor. Et af de steder, hvor Danmark skiller sig markant ud, er på det område, vi kan kalde ”lykkens demografi”. Globalt set udgør unge under 30 år den befolkningsgruppe med den højeste Iivskvalitet i 105 ud af 143 lande, men Danmark er et af blot syv lande, hvor de unge udgør den mindst lykkelige befolkningsgruppe.
Danmark stikker ud ved at være et land, hvor livskvaliteten stiger med alderen, og den topper faktisk for personer i 70’erne. Det betyder ikke, at alle unge mistrives, og der er nuancer, men tallene er markante, og de personer i den offentlige debat, der forsøger at afblæse de unges ”trivselskrise” kunne med fordel forholde sig til forskernes data. Og måske kunne vores politikere, der de seneste år har haft travlt med at få de unge hurtigt gennem uddannelsessystemet og ”i gang” samtidig med, at karakterkravene hæves, give vores børn og unge lov til at tage den lidt med ro?
Et andet område, hvor Danmark er anderledes, er, at vi har en meget høj erhvervsfrekvens, den højeste pensionsalder i EU, og vi markerer os ved at have en meget høj produktivitet. Det er utvivlsomt godt for dansk nationaløkonomi, og fremtidens finansministre vil sikkert fortsat kunne finde milliarder i det såkaldte ”råderum” (den nuværende har fundet mere end 100 siden seneste valg), men måske er det tid til en fælles samtale om omkostningerne ved den massive fokus på hastighed og produktivitet?
Hvad gør vi herfra?
Jeg siger ikke, at vi skal gå i panik, men at det er sundt også i et land, der placerer sig godt i internationale lykkemålinger, at være opmærksom på de underliggende strømninger, der påvirker danskernes velbefindende, og på de tendenser der viser, i hvilken retning pilen peger. Måske kan vi hjælpe hinanden til, at:
- Passe bedre på vores børn og unge.
- Tage flere pauser – både i hverdagen og gennem livet.
- Huske at høj produktivitet ikke er lig med høj livskvalitet.
- Tale med hinanden om hvordan vi har det.
Disse fire ting vil være et godt udgangspunkt. Det kan være svært at sige, at man har det dårligt i et land, man hele tiden får at vide, er et af de lykkeligste og økonomisk mest velkørende i verden. Det kan være svært at tage en pause, når alle andre skynder sig. Det kan være svært at sætte indre livskvalitet over ydre succes, og det kan være svært at hjælpe de unge, når de har brug for hjælp.
Men det er fandens vigtigt. Ellers kommer tendensen med faldet i livskvalitet til at fortsætte. Så vil den næste store undersøgelse vise, at det fortsat går den forkerte vej.