Det sker, når du står i supermarkedet og skal købe ind til aftensmaden. Det sker, når du kigger ind i dit garderobeskab om morgenen. Det sker, når du åbner en browser og går på internettet. Det sker, når du tænder for fjernsynet om aftenen.

Du har et utal af valg. Der er så mange muligheder.

I udgangspunktet er det godt. Principielt er det bedre at have valgmuligheder end ikke at have dem. Der er bare det problem, at de mange valg kan føre til ”muligheds-stress.” Vi bliver usikre. Hvad nu, hvis vi vælger forkert? Hvad nu, hvis vi fortryder?

I en kultur, der er præget af højt tempo og krav om hurtige resultater, bliver vores beslutninger ofte farvede af denne tendens til acceleration. Uden at tænke over det vælger vi her-og-nu-tilfredsstillelsen over det, der på lang sigt er meningsfuldt og gavnligt. Der er ikke noget unaturligt ved det. De hurtige valg er en konsekvens af et hurtigt samfund.

Men det behøver ikke at være sådan. Der er et beslutningsværktøj, der kan hjælpe dig til at træffe bedre og mere langtidsholdbare beslutninger. Det værktøj hedder 10-10-10-reglen, og det er baseret på principperne i katedraltænkning.

Hvad er katedraltænkning?

Katedraltænkning er en tankegang, der fokuserer på at skabe noget af værdi for fremtiden. Navnet stammer fra middelalderens katedralbyggere, der dedikerede deres liv til projekter, de vidste, ville strække sig langt ud over deres egen levetid. De lagde stenene, ikke for deres egen skyld, men for de generationer, der ville komme efter dem.

Den formelle definition beskriver det sådan her:

”Langsigtede projekter eller mål, der realiseres for fremtidige generationers skyld eller gavn”.

Det er en mentalitet, der står i skarp kontrast til vores tids fokus på effektivitet og øjeblikkelig anerkendelse. Katedraltænkning handler om at se sig selv som et led i en længere kæde og at træffe valg, der skaber en varig, positiv arv. Det kan lyde stort og abstrakt, men lad os se et eksempel på, hvordan du kan gøre det konkret og håndgribeligt.

Beslutningsværktøjet “10-10-10-reglen”

Det virker som et stort spring fra at bygge en katedral til at træffe små beslutninger på en travl morgen i februar, men princippet er det samme: at finde ro i det langsigtede perspektiv. Og her kommer 10-10-10-reglen ind i billedet som dit personlige beslutningsværktøj, der også tager højde for, hvordan hjernen er indrettet.

Indeni dig kæmper to dele af din hjerne om kontrollen: Din impulsive marshmallow-hjerne, der vil have belønning nu og her, og din forudseende agern-hjerne, der forstår at plante et træ til fremtiden. Her-og-nu-kulturen taler direkte til marshmallow-hjernen, mens katedraltænkning handler om at aktivere agern-hjernen.

10-10-10-reglen er et konkret håndværktøj, du kan bruge til netop det. Næste gang du står over for et valg – stort som lille – så stil dig selv disse tre simple spørgsmål:

  • “Hvordan vil denne beslutning påvirke mig om 10 minutter?”
  • “Hvordan vil den påvirke mig om 10 måneder?”
  • “Og hvordan vil den påvirke mig om 10 år?”

Øvelsen tvinger dig til at løfte blikket. Den stilner larmen fra din marshmallow-hjerne og giver plads til din agern-hjerne. Den hjælper dig med at skelne mellem rene impulshandlinger og beslutninger, der tjener dit langsigtede velvære.

10-10-10 -reglen i praksis: To hverdagseksempler

Lad os se på, hvordan reglen fungerer i to genkendelige situationer.

Eksempel 1: Det lille, men stressende valg

Scenarie: Du åbner din indbakke og ser en frustrerende e-mail fra en kollega. Din første impuls – din “marshmallow-hjernes” reaktion – er at skrive et skarpt svar tilbage for at “få det ud af systemet”. Her kan 10-10-10-reglen hjælpe dig med at aktivere din “agern-hjerne” og træffe et bedre valg.

Hvis du følger din første impuls og skriver et skarpt svar, får du en kortvarig følelse af lettelse, men din puls vil være forhøjet, og du vil føle en knude i maven. 10 måneder senere har du måske et anstrengt arbejdsforhold, der er potentielt forværret til den pågældende kollega. Om 10 år vil du måske se tilbage på et mønster af impulsive reaktioner, der har skadet din karriere og dit omdømme.

Hvis du med afsæt i 10-10-10-reglen i stedet har ladet agern-hjernen tage over og truffet en velovervejet beslutning ved ikke at sende et skarpt svar tilbage, vil du 10 minutter senere have en følelse af ro og kontrol, fordi du ikke lod dine følelser løbe af med dig. Om 10 måneder vil du have en professionel relation til den pågældende kollega, hvor den gensidige respekt er bevaret. Ti år senere har du opbygget et omdømme som en rolig og velovervejet professionel person, man kan stole på.

Hvad vælger du? Marshmallow-hjernen eller agern-hjernen?

Eksempel 2: Det større, meningsfulde valg

Scenarie: Du bliver tilbudt et prestigefyldt job med en markant højere løn. Det er en stor anerkendelse, men jobbet er også kendt for at være ekstremt tidskrævende med lange arbejdsdage og weekendarbejde.

Lad os bruge 10-10-10 reglen som dit beslutningsværktøj:

  • Om 10 minutter: Du føler dig stolt og begejstret. Tanken om anerkendelsen, titlen og den højere løn giver et øjeblikkeligt rush af glæde. Det er fristende at sige ja med det samme.
  • Om 10 måneder: Hvordan vil dit liv se ud? Hvordan vil det føles? Vil du have energi til din familie efter en 60-timers arbejdsuge? Hvad vil din krop og dit sind fortælle dig, når du konstant er presset og har ofret tid med familie, venner og dine interesser?
  • Om 10 år: Hvilken historie vil du se tilbage på? Har de mange år med højt pres haft en negativ indvirkning på dit helbred eller dine vigtigste relationer? Hvilket valg bidrager til den arv, du ønsker at efterlade til dit fremtidige jeg og til din familie? Spørg dig selv, om den højere løn og prestige var de langsigtede ofre værd.

Reglen er en metode til at afsløre, hvordan et valg, der føles fantastisk i nuet, kan have alvorlige konsekvenser for din livskvalitet og dine vigtigste relationer på lang sigt. Igen er valget dit, men 10-10-10-reglen hjælper dig til at træffe din beslutning på et mere kvalificeret grundlag.

Du kan bygge din egen katedral med ét valg ad gangen

I bund og grund handler katedraltænkning om at skabe en bedre fremtid. 10-10-10-reglen er et praktisk værktøj, der lader dig bygge den fremtid, én bevidst beslutning ad gangen. På den måde lægger du en ny, solid sten i fundamentet til din personlige katedral – et liv bygget på langsigtede værdier og reel trivsel.

Derfor: Næste gang du står over for et valg, så tag et øjeblik. Stil dig selv de tre spørgsmål i 10-10-10-reglen. Den kan gøre dig til en god forfader, i første omgang til din egen fremtid og på sigt til dem, der kommer efter dig.


Åbningsrabat på nyt online-kursus: Katedraltænkning – sådan bliver du en god forfader

Hvis du er nysgerrig på marshmallow-hjernen og agern-hjernen, gerne vil vide mere om katedraltænkning og hvordan du kan bruge det i dit eget liv, har jeg lavet et nyt online-kursus: Det hedder Katedraltænkning – sådan bliver du en god forfader.

Kurset består af 14 videolektioner, der introducerer dig til katedraltænkning, hvorfor det er vigtigt, og hvordan du helt konkret kan implementere tankerne om langsigtede valg i din hverdag. Dermed bliver kurset et praktisk værktøj, du kan bruge til at træffe de valg, der sikrer en varig og meningsfuld arv både til dit fremtidige jeg og til de generationer, der kommer efter.

Som bonusmateriale får du blandt andet podcast-samtaler om katedraltænkning, 20 dagbogsprompts og en inforgrafik, du kan printe ud og hænge op. Når du har gennemført dit køb, har du permanent adgang til alt materialet 24 timer i døgnet, 365 dage om året, på alle dine enheder. Er du ikke tilfreds, kan du benytte dig af 20 Skridts 30-dages-garanti og få dine penge tilbage, uden spørgsmål.

Prisen er blot 495,-, inklusive moms og med adgang til bonusmaterialet. Se mere og tilmeld dig Katedraltænkning – sådan bliver du en god forfader her.