For noget tid siden fik jeg et godt spørgsmål fra en tilhører til et foredrag:

Kan man være ambitiøs og leve et liv med slow living?

Det er et spørgsmål, der fører en række spændende overvejelser med sig. Skal vi dykke nærmere ned i disse overvejelser, kræver det, at vi først tænker over, hvad det i det hele taget vil sige at være ambitiøs.

Den traditionelle forståelse af ambitioner: Karriere, penge, prestige.

Den alternative forståelse af ambitioner: At stræbe efter et liv i ro, balance og med tid til det vigtige.

Det ene er ikke bedre end det andet, men den måde du definerer dine ambitioner på, har stor betydning for de livsvalg, du træffer, og dermed hvor tæt du kommer på et langsomt liv.

Du kan øge dine slow-odds

Alle kan have glæde af at gøre langsomme ting og indarbejde slow elementer i deres hverdag, men når det er sagt, så er der også en grundlæggende erkendelse:

Det ER svært at gøre karriere og samtidig leve slow!

Hvis du med ambitioner forstår at gøre karriere som leder i en høj stilling, have en stor årsindtægt eller at blive berømt, så kræver det stort set altid, at du skal dedikere mange timer og mange kræfter til det. Det er klart, at de timer og den livsenergi, du bruger på det, ikke kan bruges to gange. Det gør det vanskeligere at realisere et langsomt liv. Er det den vej, du vil, så er det selvfølgelig helt fint.

Ønsker du derimod at leve et liv, hvor du har tid, luft i din kalender og en oplevelse af ro, går dine ambitioner i en anden retning. Så kan det være en god idé at vælge karriereambitionerne fra.

Det betyder ikke, at du holder op med at arbejde eller ikke ønsker at gøre tingene godt. Måske træffer du et valg om, at du gerne vil være ambitiøs, men måske kun på et enkelt område. Selv har jeg besluttet så vidt muligt at fokusere på at skrive og være ambitiøs på dette ene område, mens jeg skruer ned for andre områder. På den måde kan jeg være skriveambitiøs, mens jeg samtidig har tid til familien og ro i hverdagen. Det bliver jeg ikke rig af, men det hænger sammen.

To gode refleksionsspørgsmål

I sidste ende er det et livsvalg. En prioritering, du kan hjælpe på vej ved at stille dig selv disse to spørgsmål:

  • Hvad er det vigtigste for dig?
  • Afspejler dit liv, som det tager sig ud i dag, det, der er vigtigt for dig, eller bruger du din tid og dine kræfter på noget andet?

Det er kun dig selv, der kender svaret. Spørgsmålene er vigtige, for med dem kan du øge dine odds for at komme til at leve et slow liv.

Konklusionen på dilemmaet om slow living og ambitioner

Det er vigtigt at understrege, at der ikke er noget i vejen med at have ambitioner om at gøre karriere og opnå materiel velstand. Det handler om at finde den vej, der er den rigtige og mest meningsfuld for den enkelte. Hvis vi alligevel skal nærme os en konklusion, så lad os vende tilbage til det indledende spørgsmål:

Kan man forene ambitioner og slow living?

Mit svar er, at det kommer an på, hvad du forstår ved ordet ”ambitioner”, og hvad dine ambitioner i givet fald er. Er det penge, karriere og berømmelse, så ER det sværere, men ikke helt umuligt at leve et liv med slow living. Er din definition af ordet derimod mere holistisk og i højere grad et spørgsmål om, hvordan du vil leve, end hvad du vil have ud af det, så har du alle forudsætninger for at leve et enkelt, langsomt og meningsfuldt liv.


Dit personlige univers til et enkelt, langsomt og meningsfuldt liv

Søndagslisten Plus er din personlige platform, hvor du går på opdagelse i dit eget tempo. For kun en krone om dagen har du hvor som helst og når som helst adgang til et væld af artikler, lydfiler, videoer og digitale magasiner, der guider dig til et roligere og mere balanceret liv.

I denne korte video kan du se, hvordan Søndagslisen Plus fungerer.

Giv dig selv et øjeblik. Dyk ned i Søndagslisten Plus og tag dit første skridt mod et liv i et tempo, hvor du har dig selv med.



Søndagslisten Plus