Der er en fortælling, der er ret udbredt.

Det er fortællingen om den person, der siger sit job op for at forfølge en idé eller en passion, der er så stærk, at det er umuligt at lade være. At resultatet af opsigelsen, ideen og passionen er et liv i sus og dus og total balance. At en tilværelse i evigt solskin er konsekvensen af talent og vedholdenhed, og fordi personen der har sagt op, er sådan en slags omvandrende genialitet.

Sådan en fortælling er en god fortælling. Jeg vil heller ikke afvise, at den i enkelte tilfælde også kan være sand.

Det er bare ikke den eneste fortælling. Der er også dem, der siger op og skruer ned for tempoet, fordi de ikke har andre muligheder. Fordi kravene og de omkostninger, der følger med et travlt arbejdsliv, bliver for høje. Fordi de drømmer om et andet liv. Fordi de ikke orker mere.

I det store og hele hører jeg nok til den sidste kategori.

Når jeg for mere end otte år siden valgte at sige mit job op, var det ud fra et ønske om at få mere ro på og få mere tid til det, der betyder noget for mig.

Det var den ene del. Den anden del er fortællingen om, hvad det var, der førte mig til den beslutning. Den er mindre glamourøs og mere pinlig. Derfor får du i dag en ærlig fortælling om det, der lå bag beslutningen om det slow liv. Den kan sammenfattes i syv punkter.

1) Jeg kan ikke specielt godt lide at arbejde

Jo, lige nu sidder jeg og skriver. Der er en cappuccino på bordet og sollys gennem vinduerne. Det er rart arbejde. Jeg holder også af at undervise og hjælpe mennesker med nye perspektiver eller konkrete værktøjer.

Men alt det andet. Møderne over lunken kaffe og Excel-ark, diskussionerne på arbejdspladsen, trafikken på vej til arbejde i novembers morgenmørke, MUS-samtaler, effektiviseringskrav og en toner, der altid var løbet tør, når man skulle printe. Det sugede energi og kræfter fra det, jeg oplevede som meningsfuldt og vigtigt. Det var – og er – jeg ikke vild med.

2) Jeg går ikke op i resultater

Jeg elsker processer, de kreative elementer i et arbejdsliv og fordybelsen i det enkelte projekt. Hvad der så kommer ud af det, om det kan måles, vejes og benchmarkes, har jeg aldrig gået så meget op i.

På den måde er jeg nok gammeldags, men jeg havde en følelse af, at det vigtige egentlig ikke var arbejdet i sig selv, men det effektive resultat jeg kunne fremvise. Som så kunne sammenlignes med andres resultater, hvorefter det så kunne sættes ind i en eller anden matrix over alle resultater, der blev skabt både internt og eksternt.

Det sagde mig ikke noget. Det gør det stadig ikke. I stedet gav den ensidige fokus på resultater bare en masse stress og pres.

3) Jeg orker ikke altid andre mennesker

Jo, jeg elsker en fredagsøl med mine venner at stå på Brøndby Stadion sammen med tusindvis af andre fodboldtilhængere og så sent som i lørdags holdt jeg en workshop med mere end 60 lærere på Ikast Østre Skole. Det kan jeg alt sammen godt lide.

Men for mig går det ekstroverte og det introverte hånd i hånd. De er sådan en slags yin og yang, hvor de ekstroverte perioder i mit liv afløses af et behov for at være alene. At være uforstyrret og i ro.

Da jeg arbejdede fuld tid, kom min introverte side i underskud. Der var altid nogen at tale med, synspunkter at forholde sig til, noget at diskutere, smalltalk såvel som store strategiske samtaler. Til sidst orkede jeg det bare ikke. Ikke fordi jeg ikke kan lide andre mennesker, men fordi jeg ikke havde overskuddet til at være noget meningsfuldt for dem. Og hvis man når dertil: Hvad er sådan en menneskelig relation så egentlig værd?

Hvis du vil læse lidt om alenetid og værdien af det introverte, kan du kigge på denne artikel.

4) Jeg kan ikke overskue så meget

Måske har det moderne arbejdsliv udviklet sig til et verdensmesterskab i multitasking? Måske er det ikke videre sundt? Måske svækker det fordybelsen og den nødvendige fokus på kerneopgaven?

I mit fuldtidsjob skulle jeg undervise. Det var fint, men jeg skulle også håndtere forskellige it-systemer, vejlede, mene noget om ofte uvæsentlige ting, forholde mig til timeregnskaber og meget andet. Det var jeg ikke god til. Jeg har det bedst med at gøre én ting ad gangen og gøre den færdig. Det er bare sjældent, det moderne arbejdsliv fungerer sådan.

5) Jeg har svært ved at lægge det fra mig

En frugtbar nøgle til et balanceret arbejdsliv er evnen til at lægge det fra sig, når man har fri. Ikke bare de konkrete arbejdsopgaver, men også de mere mentale sider af jobbet. Jeg var rigtig god til at tage den del med hjem. Jeg spekulerede over noget en kollega havde sagt, eller som en leder havde skrevet i en mail. Det kunne fylde virkelig meget i mit hoved, ofte meget mere end det behøvede.

På den måde kom arbejdet til at optage alt for meget af min hjernes båndbredde. Det gjorde mig ikke bare urolig og nervøs, men det hæmmede også mit nærvær, når jeg var sammen med familie og venner. Der var altid noget, der kørte i baghovedet. Det er en af de ting, som jeg er allergladest for at være sluppet for.

6) Myldretidstrafikken gør mig trist

Okay, hvis jeg nu havde haft en bil, et kørekort eller boet et andet sted i landet, havde dette punkt måske ikke fyldt noget, men for mig blev det en ting, der påvirkede mit humør negativt.

Alt for mange mennesker på alt for lidt plads, blæsende og regnfulde togperroner, folk der kun indledte samtaler, hvis de ville irettesætte hinanden eller være hinandens politibetjente. Jeg kan ikke komme i tanke om noget mere deprimerende end linje B mod Holte i morgenmyldretiden. Det gjorde mig trist og udbrændt.

7) Jeg har ingen ambitioner

I hvert fald ikke det traditionelle arbejdsmarkeds-ambitioner. Der er den her trappe, hvor vi først tager en uddannelse. Så skal vi have et job, en fastansættelse, en stilling som mellemleder. Senere skal vi så have lønforhøjelse, blive ”lidt-mere-end-mellemledere” og måske ”leder-ledere”. Til sidst når vi op til toppen af trappen, får et håndtryk og et guldur, hvorefter vi kan nyde støvets år, hvis vi da ellers har lidt liv og helbred tilbage.

Den trappe var ikke noget for mig, men det var det, ”man” gjorde. Det blev anset som forkert eller underligt, hvis man forsøgte at stige af trappen undervejs.

Måske har jeg ambitioner i dag, hvor jeg ikke længere har et fast arbejde. Måske er der noget med at inspirere andre og give dem perspektiver gennem det jeg skriver og holder foredrag om. Det bliver jeg ikke mellemleder af, men det er næppe et tab for menneskeheden, tværtimod.

Du er ikke alene

Når jeg skriver det her, er det for at vise, at hvis du går og har det svært med arbejdslivet, så er du ikke den eneste. Jeg vil gerne nuancere billedet af, at vi alle sammen er produktive effektivitetsmaskiner, der skaber resultater, og samtidig elsker vores arbejde. Nogle af os gør det utvivlsomt, og det er helt fint. Men vi er også en restgruppe, en slags misfits der ikke er med på arbejdsmarkedets eksprestog.

Derfor kan du huske på det her:

  • Det er okay, at synes arbejdslivet er svært.
  • Det er okay at ønske et andet liv.
  • Det er okay at lægge sig på sofaen med benene oppe.
  • Det er okay ikke at være okay.

Det er fire små erkendelser, men jeg tror, at de er vigtige, Måske kan de få mig, dig og alle de andre misfits til at slappe af?



Konkrete værktøjer til dig, der vil gå en anden vej…

Er du træt af at føle dig fanget i dit nuværende job? Drømmer du om at sige det op og tage kontrol over din karriere? Har du fået nok af hamsterhjulet?

Så er e-bogen 7 lektioner til dig, der drømmer om at sige dit job op lige noget for dig! Gennem de 7 lektioner får du praktiske tips og værktøjer til at tage det første skridt mod at realisere dine drømme. Lær at tænke kreativt, tage risici og følge dit hjerte.

Tag kontrollen over dit liv tilbage og køb 7 lektioner til dig, der drømmer om at sige dit job op i dag! Den er lige nu på tilbud. Du sparer 40 % og får bogen for kun 30 kroner.

Sige dit job op