Forleden stødte jeg på dette citat af den romerske filosof og politiker,Cicero:

“Hvis du har en have og et bibliotek, har du alt, hvad du behøver.”

Det tænker jeg en del over, især fordi jeg har haft en sommer, der ikke har budt på store, eksotiske rejser, men på megen læsning og megen tid tilbragt udendørs. Min umiddelbare konklusion er, at Cicero var en virkelig, virkelig klog mand.

Det var han selvfølgelig i kraft af sin indsats som forfatter, kulturformidler og på hele det politiske felt, men også fordi det lille citat siger noget vigtigt, selv på 2.000 års afstand.

  • Vi har ikke brug for meget for at have det godt.
  • Vi har brug for både åndens og håndens arbejde.
  • Ophold i grønne, udendørs omgivelser giver os ro.
  • Åndelig føde i form af bøger giver os nye perspektiver på livet og verden.

Det er ikke et liv med mails, PowerPoint-præsentationer, sociale medier og notifikationer. Det er heller ikke et liv med personlig prestige, forfremmelser og lønforhøjelser. Men det er et balanceret liv, et liv med ro og mening.

Sådan gør du i praksis

Så langt, så godt, men hvad gør du lige, hvis du har en bolig, hvor der ikke lige er plads til et bibliotek og en stor have, hvor du kan dyrke kartofler og gulerødder? Det har jeg ikke selv – sammen med min familie bor jeg på temmelig få kvadratmeter. Vi kan ikke indrette et bibliotek, men vi har nogle bogreoler, og vi har en terrasse, hvor vi dyrker krydderurter, har lidt roser, stedmoderblomster i krukker om foråret og asters om efteråret. Det er ikke meget, men det gør en kæmpe forskel.

Har du en stor have eller et ledigt værelse, du kan lave til et bibliotek, så gå endelig i gang, men ellers kan du med små skridt ad gangen gøre meget med lidt og derved tage Ciceros livsvisdom til dig. Herunder får du nogle forslag.

Sådan laver du dit eget bibliotek

Start med at kuratere dine bogreoler, som de ser ud i dag. Hvilke titler gør en reel forskel, og hvilke er bare fyld – fordi du for eksempel har fået dem i gave en gang for længe siden? Kan du skille dig af med gamle bøger, du alligevel ikke læser, så du over tid skaber plads til dem, der virkelig betyder noget for dig? Vær ikke smagsdommer i forhold til, hvad andre siger, du ”bør” læse, men gå efter bøger, som optager dig, som overrasker dig og som giver dig stof til eftertanke.

Indret et dedikeret læsested i dit hjem. Du har måske ikke et helt rum, du kan lave til et bibliotek, men du kan starte med et hjørne i din stue eller et værelse. En reol med dine yndlingsbøger, en god stol, en fornuftig læselampe og et lille bord, hvor du kan have et krus med te og en lille stak bøger liggende er en fin start.

Brug en e-bogslæser. Bor du på få kvadratmeter, kan en e-bogslæser rumme et helt bibliotek i noget, der fylder mindre end en enkelt bog. Den giver dig adgang til tusindvis af titler uden at fylde dine reoler, og du kan tage hele din læsning med dig, hvor end du går hen. Jeg har selv en Kindle, som jeg er glad for og bruger hver dag,

Søg inspiration i læseklubber eller hos bogbloggere. Et bibliotek lever ikke kun af bøgerne på hylden, men også af samtalerne om dem. Find en læseklub i dit lokalområde eller online, følg et par bogbloggere, hvis smag du holder af. På den måde kan du lade andres læsning pege dig i retning af bøger, du ellers aldrig selv var stødt på.

Lyt til lydbøger. Har du tidspunkter, hvor du er for træt til at læse (det har jeg selv), eller lider du af ordblindhed eller har andre udfordringer, der gør det svært at læse, så er lydbøger et fint alternativ. På de offentlige bibliotekers digitale udlånstjeneste, eReolen, kan du hente et væld af lydbøger, og eReolens gratis app fungerer upåklageligt. Mange lytter til lydbøger, samtidig med at de foretager sig noget andet, men prøv at give dig selv dedikeret lyttetid, hvor du sidder i en stol eller ligger på et gulv med lukke øjne og ikke gør andet end at lytte til bogen. Mange oplæsere er fremragende, og det giver en helt anden oplevelse.

Sådan laver du din egen have

Dyrk krydderurter. Om det så er i din vindueskarm, så kan krydderurter ikke bare live dine måltider op, men de giver dig noget grønt i dit hjem, som du skal give løbende opmærksomhed. Det løfter dig og er en god, skærmfri aktivitet.

Friske blomster. Gør en forskel både ude og inde. For tiden er der mange blomster, men det kan være svært om vinteren, men netop derfor gør de så godt i den mørke tid. En enkelt buket på spisebordet eller et par grene fra en tur i naturen minder dig om, at der er liv og farve uden for vinduet, også når alt udenfor er gråt. Du behøver ikke en have for at have blomster i dit hjem.

Opsøg grønne områder – især hvis du bor i en by. Hvis du bor i en lejlighed i en by, så gør det til en daglig vane at opsøge en park eller et andet grønt område. Sid på en bænk, under et træ eller gå rundt om en sø. Uanset, hvor du bor, kan du invitere det grønne ind i dit liv.

Dyrk noget, du kan spise. Selv den mindste altan eller vindueskarm har plads til en krukke med tomater, en potte med salat eller et bed med radiser. Der er en glæde ved at høste sin egen mad, uanset hvor lidt det er, og det minder dig om, at maden kommer fra jorden og ikke fra et supermarked. Det kræver tålmodighed og daglig opmærksomhed, men det er netop det langsomme, der gør det meningsfuldt.

Følg med i årstiderne. En have, hvor lille den end er, lærer dig at fornemme, hvordan naturen skifter. Læg mærke til, hvornår de første knopper springer ud, hvornår dagene bliver længere, og hvornår løvet falder. Du behøver ikke at eje et stykke jord for at gøre det. En daglig tur i den samme park eller skov hen over året giver dig den samme fornemmelse af at høre til i noget større og langsommere end dig selv.

Gør som Cicero og begynd i dag

Du behøver ikke en stor have eller et helt bibliotek for at leve det meningsfulde liv, Cicero taler om. Du skal bare begynde – med en enkelt potte krydderurter i vindueskarmen og et hjørne i stuen, hvor dine yndlingsbøger får lov at samle sig.

Vælg én lille ting fra listen ovenfor, og gør den til en del af din hverdag i den kommende uge. En smule grønt og lidt åndelig føde gør en større forskel, end du tror. Begynd i dag, og lad det langsomt gro i dig


Søndagslisten Plus: Tag roen med ind i ugen

Måske vil du gerne have flere konkrete ideer til ro og finde lidt af den tilfredshed og balance Cicero taler om?

Det er det, Søndagslisten Plus er skabt til. Hver uge får du Ugens ro: En personlig lydfil fra mig med refleksioner, tips og ideer, der passer til årstiden og den enkelte uge. Stor nok til at flytte noget, men lille nok til at få plads i en travl uge. Dertil får du – apropos Cicero – adgang til et bibliotek af e-bøger, videoer og guides om det enkle, det langsomme og det meningsfulde liv, samlet ét sted.

For en krone om dagen. Kig indenfor og se, om din næste uge bliver en smule roligere.

Tag dit første skridt ind i Søndagslisten Plus lige her.

Søndagslisten Plus