Måske er det bare mig, men jeg har en fornemmelse af, at det hele er blevet sådan hårdt.

  • I måden, vi taler til hinanden på – i trafikken, på de sociale medier og mange steder midt i mellem.
  • I de krav, der stilles til os på arbejdsmarkedet.
  • I retorikken fra politikere og erhvervsledere, der fortæller os, at det hele er på nippet til at bryde sammen.
  • I alt det, vi føler vi skal leve op til.
  • I de mål for fremtidsudsigter, der stilles op for vores samfund.
  • I det tempo hverdagen kører med.
  • I måden vi vurderer andre – og os selv – på.

Det er muligt, at det er nemmere at kritisere end at rose og anerkende. Det er muligt, at det i en tid med krig, klimakrise og inflation er nemmere at være negativ end positiv. Det er muligt, at en hård tone i en mail, tekstbesked eller facebooktråd er nemmere end nuancerne og forsøget på at se en sag fra to sider.

Men det hurtige og det nemme har en omkostning. Det bliver mere hårdt. En hård tome i kommunikationen, et hårdt syn på verden, en (nogle gange ubevidst) hård tilgang til andre mennesker.

Jeg tror, vi har brug for noget andet. Jeg tror, vi har brug for noget blidt.

Derfor introducerer jeg i dag et nyt ord: Blidme!

Blidme, et ord der ikke findes

Blidme er en betegnelse for en mildere tilgang til verden og til hinanden, en blidere måde at kommunikere på. Det betyder ikke, at vi lukker øjnene for verden og dens mange udfordringer. Det gør vi ikke, men måden vi taler om den på, og måden vi taler og skriver til hinanden på, bliver mildere og blidere. Blidme er et ord, der bidrager til et samfund, hvor vi hidser os ned i stedet for at hidse os op.

Jeg har prøvet at slå ordet blidme op. Det findes ikke. Enkelte steder er det nævnt i litteraturen, især i slutningen af 1800-tallet, blandt andet hos forfatteren Soya. Men det er ikke defineret, det indgår ikke i det danske sprog.

Så nu vil jeg definere det:

Blidme er et udsagnsord. Det er noget, vi gør. Og det vi gør, er at møde hinanden med mildhed og blidhed. Vi taler blidt. Vi går til verden og til samfundet mildt.

Det har vi brug for. Som individer og som fællesskab.

Fra og med i dag, erklærer jeg, at blidme er en del af det danske sprog!

Perspektiverne for blidme

Når jeg i dag indfører blidme i det danske sprog, eller mere realistisk håber at Dansk Sprognævn vil optage det i den officielle ordbog, er det fordi, der er behov for det.

Blidme er en modvægt til tidens hårdhed. Det er modgiften til vreden på de sociale medier, de hidsige, politiske debatter og alle skænderierne på arbejdspladsen eller derhjemme. Blidme er at sænke tempoet. Blidme er en måde at møde verden og hinanden på, hvor det ikke er et spørgsmål om at få ret og vinde diskussioner, men et spørgsmål om at forstå og lytte til hinanden.

Dermed bliver blidme noget, vi gør, men det bliver også en vision. Om at vi skaber en lidt mere rolig og lidt mere stille hverdag. Om at vi bliver mere tolerante og mindre kritiske. Vi bliver aldrig enige om alting. Det skal vi heller ikke være, men vi kan forsøge at forstå hinanden bedre.

Sådan kan du praktisere blidme i din hverdag

Måske tænker du, at det lyder godt, men at det er komplet urealistisk. Og ja, jeg ved godt, at der findes mennesker, der har en lang vej til blidme, men derfor skal vi ikke give op. Vi starter med os selv. Med at du og jeg praktiserer blidme i vores hverdag, for så kan det være, at blidme spreder sig. Her er nogle ideer og principper.

  • Vi tænker, før vi taler eller skriver.
  • Vi husker, at vi ikke behøver at kommentere på alting.
  • Vi roser hinanden, og vi gør det oprigtigt.
  • Vi omfavner stilhed.
  • Vi taler gerne om følelser, men vi tager udgangspunkt i fakta.
  • Vi lader andre tale færdig, og vi afbryder ikke.
  • Vi øver os i at lade ting passere.
  • Vi accepterer, at vi er forskellige.
  • Vi er okay med mindre, i mange af livets sammenhænge.

Giv blidme videre

Blidme er således en adfærd, og det er noget, vi giver til hinanden. Den bedste måde at give blidme til hinanden er selvfølgelig ved selv at praktisere blidme. Du kan begynde allerede i dag.


E-bog: 100 ideer til mikroeventyr

Er du træt af dine daglige rutiner? Vil du gerne opleve noget nyt og spændende? Så er e-bogen 100 ideer til mikroeventyr lige noget for dig.

I bogen får du masser af konkret inspiration til små, men givende eventyr, du kan tage på i din fritid. Uanset om du bor i byen eller på landet, er der masser af muligheder for at opleve noget nyt og sprede blidme undervejs.

E-bogen koster kun 49 kroner – det er mindre end 50 øre pr. eventyr.


mikroeventyr