Forår. For min skyld må der gerne komme blade på træerne og temperaturen blive en 15-20 grader varmere, men det lader sig nu alligevel ikke skjule. Kalenderen siger, at vinteren er slut. Det er lysere om morgenen, op af jorden vokser der grønne skud, og man aner de allerførste knopper på træer og buske. Det er rart.

Især er det rart, hvis du – som jeg gør det – går med en fornemmelse af, at det har været en lang og monoton vinter. Regnede det ikke hele januar? Blev alting ikke frygtelig dyrt? Var solen overhovedet fremme?

Jeg har savnet lyset, og jeg har trods alle mine intentioner om at leve slow, haft lidt for mange gøremål i løbet af vinteren. Sammen med vintertræthed er det en dårlig kombination. Det har tæret på energien, men det har også givet mig lyst til at søge visdom og inspiration fra andre. På gåture med min hund Chili og på togrejser til og fra foredrag og workshops, har jeg læst og lyttet efter gode tips  til et enklere og mere overskueligt liv. I dag får du de fem bedste råd, jeg er stødt på i bøger og podcasts i løbet af vinteren. Jeg håber, de kan inspirere dig, som de har inspireret mig.

1) ”Give yourself some slack”

Dette tip stødte jeg på i den ret gode podcast Beyond the To-Do list. Jeg har lidt svært ved at oversætte ordet ”slack”, men grundlæggende handler det om, at du giver dig selv frirum, tid og plads. Du behøver ikke være produktiv hele tiden. Det er okay at tage en pause. Du har faktisk brug for pauser. Der er altid mere, du kan sige, skrive, gøre eller producere. Det stopper ikke med mindre, du selv gør det.

Tag den med ro. Du når det, du når, og jorden går ikke under, hvis du ikke når det hele. Til gengæld får du dig selv med, og det er det vigtigste.

2) Læs eller lyt til bøger

Dette tip stammer fra englænderen Matt Haig og hans bog ”Reasons to Stay Alive.” I dag er Haig en populær bestsellerforfatter, der blandt andet har skrevet Midnatsbiblioteket, men i denne bog beskriver han, hvordan han, da han var først i tyverne, oplevede et totalt sammenbrud, og hvordan han i mange år efter var plaget af angst. Bogen handler om hans vej tilbage til en tilværelse, hvor angsten måske ikke er definitivt væk, men håndterbar på en helt anden og meningsfuld måde.

I bogen deler Matt Haig en række konkrete tips, og jeg bed især mærke i, hvor meget bøger havde hjulpet ham, da han havde det værst. At forsvinde ind i en anden verden, identificere sig med spændende karakterer, blive klogere på historien eller læsse eller lytte til andres visdom er så givende og udviklende. Du kan altid gå til de hurtigste tweets, de tomme stories på Instagram eller de vredladne kommentarer på Facebook, men uanset om du er til krimi-paperbacks eller gratis lydbøger på eReolen, så vil bøger give dig mere viden, ro og perspektiver på tilværelsen.

3) Der er altid perioder/årstider

Du kan have travle, gode eller dårlige perioder, men der er en vigtig ting ved dem:

De bliver ikke ved!

De er ligesom årstiderne. Som vinteren afløses af foråret, der igen afløses af sommeren, så vil dine perioder, hvor du måske har særligt travlt eller mange udfordringer, ikke være tilstand der er permanent. Den stopper igen, især hvis du er opmærksom på, hvilken periode du befinder dig i og hvorfor.

Dette perspektiv kommer fra Jay Shetty, der har skrevet bogen Tænk som en munk, som du kan låne som lydbog på eReolen. Det er et råd, der har hjulpet mig meget her i vinter, hvor det hele har været op ad bakke. Jeg kan se på min kalender, at der kommer god luft i april, maj og juni. At det nuværende ikke bliver ved. Det opmuntrer mig.

4) Pas på dig selv

Når jeg ikke er ude at undervise eller holde foredrag, tilbringer jeg typisk mine arbejdsdage (cirka 9 til 14.30) i et kontorfællesskab på Amager. Her sidder andre forfattere og soloselvstændige, og selvom vi er der for at arbejde, er det godt også at være en del af et fællesskab, hvor vi kan vende stort og småt. Vi spiser frokost sammen, men i begyndelse af januar, lavede vi en lidt mere formel strategisession, hvor vi talte om vores pejlemærker og drømme for det nye år. Her fik jeg dette råd:

Pas på dig selv!

Vi kan ikke være det hele, og vi kan slet ikke være det hele tiden. Hvis vi prøver på det, så brænder vi ud. Det er vigtigt, vi trækker vejret, og giver os selv lidt kærlighed. Om det er at gå en tur i skoven, spise chokolade eller tilbringe en dag i sengen, når vi har brug for det, er individuelt. Hvad der til gengæld ikke er individuelt, er nødvendigheden af at passe på sig selv.

Tak til Michelle Rødgaard-Jessen, Anders Lundt Hansen og Katrine Louise Nielsen for påmindelsen.

5) Vær opmærksom på dine omgivelser og dine input

Denne konklusion, som også er udfoldet i denne artikel, kommer fra canadiske Malcom Gladwell, og den har her i vinter været en vigtig reminder for mig. Ligesom din krop vil blive formet af det, hvis du alene lever af chips, Matador Mix og cola, så tager din hjerne farve af de input, du giver den.

Hvilke mennesker omgiver du dig med? Hvorfra får du dine nyheder? Hvilke serier ser du på Netflix? Hvad lytter du til, hvis du tager et par hovedtelefoner på?

De input, du giver din hjerne, har afgørende betydning for både din trivsel og dine output. Vælg med omhu

5 råd fra vinteren 2022/23, men med et længere perspektiv

Nu er vinteren overstået, så måske tænker du, at det er underligt at hive inspiration frem fra en periode, der er gået? Det er en forståelig overvejelse, men når jeg ser på de fem råd, så har de et sigte, der rækker frem. De er faktisk nogle gode principper at holde sig til, hvis du gerne vil leve et balanceret liv. De har i hvert fald hjulpet mig, og jeg håber, at de også har givet dig lidt inspiration, du kan pejle efter i din hverdag


Søndagslisten 2022

E-bogen Søndagslisten 2022 – 52 essays om det enkle, det langsomme og det meningsfulde liv indeholder teksterne fra 2022 samlet i ét, overskueligt dokument. Du får filosofien, ideerne og de praktiske værktøjer i en PDF, du kan læse online, offline eller printe ud, hvis du ønsker det. Der er ingen reklamer, forstyrrende knapper eller andet, der hæmmer din ro, når du læser. 39 kroner (tidsbegrænset tilbud).


Søndagslisten 2022
Søndagslisten

Søndagslisten 2021

Trænger du til mere ro og balance i dit liv? Vil du gerne leve mere enkelt og meningsfuldt, men ved ikke helt, hvor du skal starte? Så er Søndagslisten 2021 – 52 artikler om det enkle, det langsomme og det meningsfulde liv den perfekte e-bog til dig! Du får alle artikler i én, overskuelig PDF for kun 29 kroner.