Når jeg er ude at holde foredrag, er der noget, som folk ofte taler om.

De har travlt. Det er svært at finde fokus til at arbejde koncentreret. De savner ro. De vil gerne kunne overskue tingene. Dagen er et forhindringsløb af gøremål.

Det er meget reelt. Hverdagen er hektisk, og både privat og professionelt føles tilværelsen mere kompliceret, end godt er. Vi savner noget ro. Vi ved godt, at vi ikke kommer til at gå gennem livet i total ro 24 timer i døgnet, 365 dage om året, år efter år, årti efter årti, men vi ville i hvert fald gerne føle bare lidt mere ro.

Måske kunne vi starte med at finde et enkelt, roligt øjeblik hver dag?

Enkle ideer til et roligt øjeblik

Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvordan vi gør det? Her er der nogle forslag til, hvad du kan gøre for at få et roligt øjeblik.

  • Luk øjnene og træk vejret i to minutter.
  • Sid i et solbeskinnet vindue og mærk varmen omslutte din krop.
  • Lyt til vindens susen i et træ eller en fugls sang.
  • Skriv to sætninger i en notesbog om noget, du er taknemmelig for.
  • Brug tre minutter på at se skyerne danse hen over himlen.
  • Tænd et duftlys og nyd duften et par minutter, mens du betragter flammen danse.
  • Stræk din krop langsomt, hver muskel, hver fiber og føl bevægelserne.
  • Gå en tur i det fri og fokuser på lydene omkring dig.
  • Læg din telefon i et andet rum i en time.
  • Bryg en god kop te og drik den langsomt.
  • Kig i et gammelt fotoalbum og tænk tilbage på de gode øjeblikke.
  • Sid i stilhed og lad dine tanker flyde frit uden at dømme dem.
  • Lav en kort meditations- eller mindfulnessøvelse– brug en af disse gratis apps.
  • Sid med en kat eller en lille hund på skødet.
  • Skriv et kort brev eller postkort til en ven.
  • Brug fem minutter på at passe planterne i din vindueskarm.
  • Tag et par høretelefoner på og lyt til lyden af regn eller af havets bølger. Dem kan du finde på de fleste musiktjenester eller på YouTube.

Ingen revolution, men meningsfulde, små skridt

Vi drømmer tit om det rolige liv, hvor vi er i fuld balance. Hytten i bjergene. Sommerhuset ved stranden. Aftenen, hvor vi sidder i fuldkommen ro og lytter til stille jazzmusik og tilværelsen ligesom er faldet i hak. Tropestranden, hvor vi under kokospalmer ligger i en hængekøje og læser en god bog.

Sådan er livet bare ikke altid. Det kan det være, men det er også at stå op om morgenen, passe vores ting og nå de forskellige aftaler og gøremål, vi har i løbet af dagen. Til de dage, og for mange af os er det dem, der er flest af, kan et roligt øjeblik gøre en positiv forskel.

Kan du derfor ud fra listen herover vælge én ting, du vil gøre hver dag i den kommende uge? Det vil ikke revolutionere dit liv fra bunden, men det kan få dig til at trække vejret lidt langsommere, når du har behov for det.


Lån e-bøger og lydbøger på eReolen

Du kan låne bøgerne Livseksperimenter – en ukonventionel guide til et frit og kreativt liv, Slow living – sænk tempoet og lev et liv med mening og 100 ideer til ChatGPT som personlig coach på eReolen. Det koster ikke en krone, og du kan låne dem i 30 dage ad gangen. Du skal blot bruge dit sædvanlige bibliotekslogin, og du kan se mere her.


Søndagslisten

Bliv mindet om at leve det enkle og mere meningsfulde liv, hver søndag.