Har du på et tidspunkt sagt noget i retning af det her til dig selv?

”Jeg er ikke lige klar til det”.

”Det lyder spændende, men det passer ikke så godt lige nu”.

”Jeg skal have overstået XX og YY, og så gør jeg det på et senere tidspunkt”.

Der kan være noget sundt i at tage bestik af din nuværende situation og navigere derefter, men der kan også være en risiko forbundet med at tænke som i de tre sætninger herover.

Risikoen er, at du ikke får gjort det, du drømmer om. At du aldrig tager det skridt, der kan føre dig i en ny og bedre retning. At du i din venten på de perfekte omstændigheder, lader livet passere forbi.

For her er sandheden:

Det perfekte tidspunkt findes ikke. Det optimale øjeblik, hvor sol, måne og stjerner står helt rigtigt, kommer aldrig. Den gode timing findes ikke.

Det, du siger om timing

Du vil altid kunne finde argumenter imod at gøre det, du drømmer om, imod at iværksætte den forandring, du overvejer.

  • ”Tiderne er usikre”.
  • ”Jeg er for gammel”.
  • ”Jeg skal spare op først”.
  • ”Mine børn er for små. Jeg gør det, når de er ældre.”
  • ”Jeg ved, hvad jeg har, ikke hvad jeg får”.
  • ”Først skal jeg have mere erfaring og flere kompetencer. Så kan jeg gøre det senere”.

Nogle af disse udsagn kan godt være faktuelt korrekte, men lader du dem tage over, så fastholder du status quo. Er status quo det rigtige for dig, er det fint. Hvis du drømmer om at komme et nyt sted hen i dit liv, så er det ikke fint. Så kommer du ingen vegne.

Det er nemlig som en af mine favoritfilmfigurer, den lille grønne jediridder Yoda, siger det til den unge hovedperson Luke Skywalker i filmen ”Imperiet slår igen”.

Do or do not. There is no try.

Yoda var lille, men han var klog.

Tænk mindre – gør mere

Hvad vi drømmer om, er individuelt. Så længe vi holder os inden for lovens rammer og ikke gør andre ondt, er der ikke rigtige eller forkerte drømme. Der er min drøm, der er din drøm, og der er alle andres drømme. Det er præcis, som det skal være.

Hvad vi imidlertid har til fælles, er et grundlæggende valg. Vi kan tænke over tingene, spekulere, veje for og imod, vente på det rette øjeblik. Det kan vi gøre i lang tid, i nogle tilfælde hele livet.

Eller vi kan gøre noget. Vi kan handle. Vi kan tage det første lille skridt.

Jeg kommer ikke til at fortælle dig, hvad du skal gøre. Du er den bedst kvalificerede til at træffe den beslutning. Men der er tre spørgsmål, jeg synes, du skal overveje, hvis du ønsker en forandring:

1) Hvordan ville dit liv se ud, hvis du lykkes med den forandring, du drømmer om?

2) Hvad er det værste, der kan ske?

3) Hvad er det første og mest enkle skridt, du kan tage?

Måske er det ikke et spørgsmål om timing? Måske er det et spørgsmål om at gøre eller ikke gøre? Om at tage det første skridt og begive dig ud på en ny og spændende rejse?


Lån e-bøger og lydbøger gratis på eReolen

Slow living – sænk tempoet og lev et liv med mening

Her er en lettilgængelig håndbog til dig, der vil leve langsomt og enkelt. Du får en introduktion til den verdensomspændende langsombevægelse og et væld af praktiske tips til slow living. Bogen kan lånes både som e-bog og lydbog.

Slow living bog
Livseksperimenter

Livseksperimenter – en ukonventionel guide til et frit og kreativt liv

Denne bog giver dig motivation og praktiske tips til at gå en anden vej i tilværelsen. Dermed får du inspiration til at begynde igen og leve et liv med mening, kreativitet og balance.