Artiklen som podcast.

I marts måned udgav de økonomiske vismænd en rapport med titlen ”Produktivitet 2023”. Den konkluderede, at produktiviteten i Danmark er steget med omtrent 1,5 % hvert år siden årtusindskiftet. Det blev udlagt som en meget positiv nyhed. Især når vi sammenligner os med lande som England og Tyskland, så er vores produktivitet siden finanskrisen gået betydeligt frem.

Hurra! Eller noget. Det var nærmest som om, at vi havde vundet et europamesterskab i travlhed. Eneste kritiske stemme var Dansk Erhverv, der her myndigt mindede om, at der skal endnu mere fokus på produktivitet. Hvorfor nøjes med et europamesterskab, hvis man kan blive verdensmestre?

Jeg så ikke nogen, der i forbindelse med offentliggørelsen af rapporten bemærkede, at Den Nationale Sundhedsprofil viser, at danskernes mentale helbred i samme periode er blevet markant dårligere. Vi har aldrig været så gode til at skynde os, og aldrig har så mange været sygemeldte med stress og angst, og aldrig har så mange følt sig stressede på jobbet.

Det er ikke, fordi jeg siger, at de to ting hænger sammen. Det kan jeg jo ikke vide, men måske er det alligevel en tanke værd?

Produktivitetsproblemet

Selvom produktivitet ikke er ondt i sig selv, og der helt sikkert er en del, der vil hævde, at produktivitet ikke handler om at skynde sig, men om at nå bedre og mere effektive resultater på den samme tid, så er der måske et problem? Måske har 1,5 % mere end 20 år i træk haft en omkostning?

For ambitionen om øget produktivitet stopper aldrig. Vi kan altid – på papiret eller i et regneark – blive mere produktive. Der er altid en mail mere, vi kan tjekke, en opgave, vi kan løse, eller lidt mere information, vi kan indhente.

Hånden på hjertet: Har du nogensinde hørt en chef, eller en politiker med fokus på at øge arbejdsudbuddet, sige, at nu er vi produktive nok?

Nej, vel?

Løber vi 100 kilometer i timen, kan vi sætte farten op til 120 kilometer i timen. Skal vi nå 3 projekter om måneden på jobbet, kan vi skrue op til fire eller fem. Var virksomhedens overskud på 100 millioner sidste år, så kan vi gå efter 150 millioner næste år – spørg bare de mange danske virksomheder, der i 2022 løb rekordoverskud hjem.

Uanset om det er i det politiske liv, i arbejdslivet eller i mange tilfælde også vores personlige liv, gennemsyrer kravet om produktivitet vores tilværelse.

Det er et problem. Bliver man ved med at løbe, falder man om til sidst. Nogle gange dør man af det.

Sådan bliver du mindre produktiv

For at være ærlig: Jeg gør mig ingen illusioner om, at der fra det politiske niveau, de økonomiske vismænd eller Dansk Erhverv vil komme en anden tilgang til produktivitetsproblemet. Og sagt med respekt for at arbejdspladser er forskellige, er det næppe sandsynligt at arbejdsgivere vil opfordre til, at der bliver skruet ned for produktiviteten, tværtimod.

Tilbage er det personlige liv, vores daglige vaner. Her kan vi med fordel blive mindre produktive, så vi oplever mindre travlhed og mere ro. Dermed forsvinder produktivitetsproblemet, og her er nogle ideer, du kan overveje.

Accept – acceptér, at du ikke kan eller skal nå alting.

Fravalg – overvej, hvad du kan vælge fra i dit liv, så du kan fokusere på det vigtige.

Refleksion – spørg dig selv: Er det her vigtigt og værdifuldt?

Erkendelse – erkend, at du ikke kan gøre alting for alle hele tiden (den kæmper jeg selv med).

Løsne – giv dig selv en fridag.

Afkobling – tilbring mere tid i naturen.

Ro – lad være med at arbejde om aftenen.

Leg – giv dig selv lov til at have det sjovt.

Neddrosling – skru ned for forventningerne, især til dig selv

Pejlemærker for et bæredygtigt liv

Produktivitetsproblemet er vanskeligt at løse, men jeg tror fuldt og fast på, at verden bliver et bedre sted, når du navigerer efter listen herover. Du kan se ordene som pejlemærker for en hverdag, der er bæredygtig. Som ikke bare handler om at, du skal skynde dig og præstere, men også om, at du skal have dig selv med. I en travl og forvirrende tid som vores er det vigtigere end nogensinde.


To bøger, der inspirerer dig til et mindre produktivt og mere givende liv

Slow living bog

Slow living – sænk tempoet og lev et liv med mening

Bogen giver dig en introduktion til slow-filosofien og den verdensomspændende langsombevægelse, ligesom du får et væld af praktiske råd til en hverdag med ro og fordybelse.


Livseksperimenter – en ukonventionel guide til et frit og kreativt liv

Dette er en bog til dig, der gerne vil bryde fri af hamsterhjulet for i stedet at kaste dig ud i et arbejdsliv med frihed, fleksibilitet og kreativitet.


Livseksperimenter

Foto: Emilie Haut.
Musik i lydversion: Rustic Ballad by Alexander Nakarada | https://www.serpentsoundstudios.com.Music promoted by https://www.free-stock-music.com. Attribution 4.0 International (CC BY 4.0, https://creativecommons.org/licenses/by/4.0/