Forleden havde jeg en dag, der føltes let og ligetil. Jeg skulle ellers gøre alle de sædvanlige ting: Få børnene op og afsted, rydde op, cykle til kontorfællesskabet og skrive på et ghostwriting-projekt, bogføre, cykle hjem, lave aftensmad, lufte hund, besvare mails og alt det sædvanlige, der kendetegner en helt almindelig dag for mig. Men af en eller anden grund føltes det, der ofte kan være tungt og besværligt, nemt lige den dag.

Det fik mig til at tænke, og jeg stillede mig selv spørgsmålet:

Hvad nu, hvis livet var let?

Det er sådan set imod mit eget udgangspunkt. Jeg tænker ikke, at livet er let. Det er fuldt af udfordringer, besværligheder og nogle gange endda dyb sorg. Det kan have sine vidunderlige øjeblikke, men de varer sjældent ved. Der er ikke ret meget, der er nemt. Man skal præstere, leve op til andres forventninger, og af til er der begivenheder af stormstyrke, der kan vælte dig omkuld. Jeg er selv væltet omkuld, mange gange.

Men netop derfor, fordi livet i udgangspunktet ikke er let, kan det give god mening at overveje, om der er noget, vi kan gøre, der gør vores dage lidt lettere. Det ville vel ikke være nogen skade til?

Sådan gør du livet lettere

Jeg tror, der er ting, du kan gøre, der kan gøre din hverdag lettere. Her er nogle forslag.

  • Gør én ting ad gangen.
  • Red din seng hver morgen.
  • Skab luft i din kalender – aflys aftaler, hvis det er nødvendigt.
  • Brug mindre tid online.
  • Giv dig selv tid til hvile og afslapning.
  • Opsig abonnementer.
  • Sælg halvdelen af dine ting på Den Blå Avis eller et lignende sted.
  • Praktisér taknemmelighed.
  • Gå en tur hver dag.
  • Omgiv dig med mennesker, der giver dig energi, og afbryd forbindelsen til dem, som dræner dig for energi.
  • Ryd op løbende – lad være med at sige det gør jeg i morgen, for så vokser det dig over hovedet.
  • Køb ind 1-2 gange om ugen.
  • Drik kaffe uden mælk.
  • Byg en lille økonomisk buffer, så du har til uforudsete udgifter. Det kan være svært, og det kræver tålmodighed, men i længden vil det være virkelig godt.
  • Slet så mange apps som muligt.
  • Lav god og sund mad med kun fem ingredienser. Hjemme hos os er vi inspirerede af denne side.
  • Gør mindre.
  • Lær at skelne mellem det, du kan påvirke, og det, du ikke kan påvirke. Fokusér på det første og glem det sidste.
  • Tag små skridt ad gangen – især når du føler dig overvældet.
  • Sørg for at der altid er luft i dækkene på din cykel.

Livet vil altid have sine pendulsvingninger

Jeg tror ikke på, at alle vores dage kan være lette, men jeg tror på, at flere af dem kan blive det. Listen herover er lang, og du behøver selvfølgelig ikke at favne alle ideerne, men jeg tror på, at bare et par af dem, kan lette tingene for dig. Måske kan du prøve en af dem i dag?


Gør som mere end 5.150 læsere og tilmeld dig Søndagslisten

* indicates required

Tak fordi du læser med. Du kan få flere ideer og perspektiver i mit nyhedsbrev Søndagslisten. Hver søndag morgen sender jeg dig en artikel om det enkle, det langsomme og det meningsfulde liv.


Lån bøger gratis på eReolen

Slow living – sænk tempoet og lev et liv med mening

Her er en lettilgængelig håndbog til dig, der vil leve langsomt og enkelt. Du får en introduktion til den verdensomspændende langsombevægelse og et væld af praktiske tips til slow living. Bogen kan lånes både som e-bog og lydbog.

Slow living bog
Livseksperimenter

Livseksperimenter – en ukonventionel guide til et frit og kreativt liv

Denne bog giver dig motivation og praktiske tips til at gå en anden vej i tilværelsen. Dermed får du inspiration til at begynde igen og leve et liv med mening, kreativitet og balance.