Har du lagt mærke til, hvordan film, Tv-udsendelser og artikler i livsstilsbladene næsten altid handler om den store livsforandring?

  • Den store kærlighed.
  • Det store karriereskifte.
  • Den store livsstilsændring.
  • Den store eventyrrejse.
  • Den store, økonomiske gevinst.

Det er alt sammen fint og godt, men det er ikke altid, at vi er der, hvor vi har overskuddet og ressourcerne til at lave alting om og kaste os ud i nye, halsbrækkende projekter.

Omvendt kan vi godt trænge til, at der sker noget nyt. Vi har behov for afveksling fra hverdagens trummerum. Behov for den her følelse af ny energi og friskhed.

Det er her den lille forandring, kommer ind i billedet. Den lille ting, som vi kan gøre i dagligdagen, som ikke laver alting om, men som alligevel giver følelsen af, at der sker noget nyt. Det kan virkelig betyde noget for humøret, og her får du en række konkrete ideer.

20 praktiske ideer til små, nye ting

  1. Drik en type te eller kaffe, som du aldrig har drukket før.
  2. Læs en bog eller et magasin om et emne, du normalt ikke følger med i.
  3. Giv en fremmed en kompliment.
  4. Sæt om morgenen et mål for din dag. Skriv det ned.
  5. Vend din madras.
  6. Tag et andet transportmiddel på arbejde eller i skole, for eksempel tog i stedet for bil eller cykel i stedet for bus.
  7. Lav en ret til aftensmad, som du aldrig har prøvet før.
  8. Gå en tur et sted, hvor du ikke har gået før og tag billeder af de nye omgivelser.
  9. Prøv at faste en hel dag.
  10. Justér din morgenrutine, for eksempel ved ikke at kigge på din telefon den første time efter du er vågnet.
  11. Lav en playliste med glad musik, der giver dig lyst til at danse.
  12. Lyt til en lydbog (lån gratis på eReolen) i stedet for at se tv inden sengetid.
  13. Skift din tandbørste og din tandpasta ud.
  14. Skift pyntepuder i din sofa.
  15. Meld dig til et kursus eller et foredrag på din lokale aftenskole.
  16. Sæt dig ned og lav en liste over ting, du altid har ønsket at gøre eller prøve, men som du aldrig har haft tid eller overskud til.
  17. Skift hårfarve eller få en ny frisure.
  18. Planlæg en weekendtur til et sted i Danmark eller et naboland, hvor du aldrig har været før.
  19. Tilbring en hel lørdag i en skov.
  20. Hold en ”tech-fri” aften, hvor du slukker for alle elektroniske enheder og laver noget helt andet.

Den lille forandring kan gøre en stor forskel.

Sådan, det var 20 konkrete ideer til at gøre noget nyt. De kræver ikke en masse tid, planlægning eller penge, og du kan realisere dem stort set med det samme.

Måske er det en mere realistisk tilgang til forandring? Måske kan det give ny energi og gøre en positiv forskel allerede i dag?


Foredrag om slow living

I ugen før påskeferien havde jeg fornøjelsen af at besøge Vejle Idrætshøjskole til en foredragsaften om slow living – et langsomt liv i en hurtig tid. Det var en dejlig oplevelse, og hvis du, din arbejdsplads, den lokale forening, du er med i, eller nogen, du kender, har lyst til et arrangement med fokus på at skrue ned for tempoet i tilværelsen, så finder du alle informationer lige her. Vi har altid en dialog, så vi tilpasser arrangementet til individuelle ønsker og behov.


Foredrag slow living