Har du stået på en mole? Set de store sten, som havet slår ind over?

Det er ret vildt med de sten. Uanset, hvor meget det blæser, uanset hvor højt bølgerne slår ind over dem, så står de der bare. De flytter sig ikke, er stille og bliver stående uanset, hvor meget stormene raser.

Jeg gad godt være en af de sten. Have denne evne til at stå fast og stille, når livets modvinde blæser i mit ansigt. Måske kunne du også tænke dig det?

En vej til at blive som en af de store sten på molen er ved at lære om den stoiske filosofi og leve stoisk i dagligdagen. Stoicismen stammer fra antikken, hvor filosoffer som Epiktet, Seneca og Marcus Aurelius sværgede til den. I de senere år har den opnået popularitet som et instrument til at finde ro i en fortravlet og kompleks verden. En af de bedst sælgende fagbøger i Danmark i 2020 handler om stoicisme, og den amerikanske forfatter Ryan Holiday har skrevet fremragende bøger som The Obstacle is the Way og The Daily Stoic, som tilmed er blevet internationale bestsellers.

En stoisk hverdag

Det lyder jo godt. Sådan at man kan bruge en gammel filosofi til at finde pejlemærker og retning i det moderne liv. Jeg har selv haft meget glæde af at have et stoisk udgangspunkt i tilværelsen, men jeg har også fundet det svært at omsætte stoicismens tanker om at møde tilværelsens storme med ro til min dagligdag. Der er nemlig et spørgsmål, jeg ofte har stillet mig selv:

Hvordan gør man det helt konkret? Hvordan lever man stoisk sådan helt lavpraktisk?

Herunder får du med udgangspunkt i Ryan Holidays bøger syv praktiske bud på, hvordan du kan leve mere stoisk i den kommende uge – og længere frem.

1) Stå tidligt op om morgenen

Stoikerne stod tidligt op. Marcus Aurelius skrev om det i sine meditationer, og Seneca pegede på, at dagen går hurtigt, og meget af den passerer forbi, hvis vi bare ligger i sengen. Han understregede på, at dagen bliver bedre, hvis vi føler en ro fra morgenstunden. I et af sine berømte breve skrev han, at det ofte er begyndelser og afslutninger, der er de smukkeste i livet. Jeg er meget enig. Tænk på solopgange og solnedgange. Det er de smukkeste tidspunkter på dagen, hvor farvespillet på himlen er som et maleri, og hvor naturen er stille, faldet til ro på en måde, der kan forplante sig til dig.

Tidligt om morgenen er der ro, ingen telefonopkald eller forstyrrelser. Mange af os starter dagen med en følelse af at være fortravlede og bagud. Begynder du at stå tidligt op kommer du i stedet foran. Du får tid til dig selv, til at gøre noget, du er glad for, som giver dig fred, og som du kan tage med ud i din dag. Mange stoikere, både dem fra antikken og de moderne, starter dagen med at skrive dagbog. Forfatteren Timothy Ferriss kalder dagbogssider skrevet om morgenen åndelige vinduesviskere, og det er et smukt udtryk. Det er en stoisk vane, der giver ro i sjælen og luft til tanker og bekymringer. Nyd det, mens du sidder der om morgenen, og skriver dig ind på din nye dag.

Konkret tip: Stå en halv time tidligere op i morgen. Sid i stilhed og skriv dagbog.

2) Kontrollér dine forventninger.

Seneca pegede på, at en hærførers typiske undskyldning efter et tabt slag, typisk var denne

Jeg troede ikke, at det ville ske.

Stoikeren foretrækker at blive positivt overrasket snarere end at blive ramt af skuffelse over bristede forhåbninger. På den måde forbereder stoikeren sig på det værste livet kan smide i din retning. Han er bevidst om, at dårlige ting sker, at planer ændrer sig, at forstyrrelser sker. Vores dage går ikke altid som planlagt, og jo mere, du er forberedt på det, jo bedre kan du møde tilværelsen, når dårlige ting sker.

Det betyder ikke, at vi skal bekymre os unødigt, men det er et spørgsmål om at være klar, at stå stille som stenen på molen, om at leve stoisk. Næste gang dit tog er forsinket 20 minutter, vil du i stedet for at være frustreret over forsinkelsen snarere glæde dig over, at den kun var på 20 og ikke på 40 minutter.

Konkret tip: Spørg sig selv: Hvad er det værste, der kan ske i den kommende uge?

3) Omfavn stilheden

Epitet formulerede det smukt:

Når du er alene, kan du kalde det fred.

Vi har brug for lommer for af ro og stilhed. Hvor vi kan skrue ned for verdens støj og finde ro til det, der i virkeligheden betyder noget for os. Sådan får vi det bedre, og det er den stilhed, der giver os ro til at gøre vores bedste arbejde.

Prøv at tænke på de tidspunkter af dit liv, hvor du har haft det bedst. Gjorde du 30 ting på én gang? Farede du rundt fra det ene til det andet? Eller var der én ting, der var fokus på?

Blaise Pascal sagde, at mange af verdens problemer skyldes, at vi ikke evner at sidde stille i et rum. Det var sandt for 500 år siden, og det er sandt i dag,

Konkret tip: Find 30 minutter hver dag, hvor du er alene og har fuldkommen ro omkring dig. Med tiden må det gerne blive til mere end de 30 minutter.

4) Styrk din evne til at fokusere

Sig nej til de ting, der ikke betyder noget og ja til de ting, der er vigtige. Seneca pegede på, at livet ikke er kort i sig selv, men problemet er, at vi øder det bort på uvigtige ting. Der er så meget af vores tid, der går med noget, som ikke er væsentligt. Det er ofte det nemmeste, men det flytter hverken os selv eller de mennesker, vi kan være mere for.

Vær opmærksom på at når du siger ja til noget – om det er at besvare en mail, bruge en halv time på dit feed på sociale medier eller en aften på ligegyldigt flow-fjernsyn, så er der også noget, du siger nej til. Det er et nej til at tilbringe tid i naturen, læse en god bog, forløse en kreativ drøm eller være sammen med de mennesker, der betyder allermest for dig.

Konkret tip: Gør mindre! Se på din kalender for den kommende uge. Find to ikke-nødvendige aftaler eller aktiviteter og vælg dem fra.

5) Se det gode i alting

Stoicismen kan forekomme sådan lidt negativ og fatalistisk, men det handler også om at lære at se det gode i det svære. Vi kan ikke forhindre, at dårlige ting sker, men vi kan kontrollere, hvordan vi møder det svære. Hvad vi ser i de svære begivenheder, hvordan vi kan vokse af dem, blive klogere. På den måde får du en følelse af, at alt hvad der sker for dig, sker med et formål, som du kan vokse af. Mød det med accept, gå ind i det og find derfra dit næste skridt.

Konkret tip: Tænk på en svær situation, du har stået i den seneste måned. Hvad lærte du af den? Kan du skrive tre gode ting ned, som der trods alt kom ud af den?

6) Gå hver dag

Filosoffer og videnskabsfolk fra Aristoteles over Nietzsche til Einstein gik lange ture hver dag. Lad være med at tænke at din gåtur skal have et formål, at det er noget, du skal gøre for at komme i form eller tabe dig. Se det som en meditativ praksis, en måde at få ro i hovedet og komme i kontakt med naturen. Hils på de mennesker du møder, saml affald op, mærk årstidernes skiften. Kom udenfor og bevæg dig, mærk jorden under dine fødder. Det gør dig bedre tilpas.

Konkret tip: Gå en time i dag, uden telefon eller planer. Der skal ikke være andet formål end at gå.

7) Lav en aftenevaluering

Stoikerne havde en praksis med hver aften at reflektere over dagen, der er gået. At se indad, spørge sig selv, om hvordan dagen gik. Hvad gik mindre godt? Var der muligheder for stilhed, du missede i løbet af dagen? Hvad gik godt? Nærmede du dig det menneske, som du gerne vil være? Levede du stoisk?

Det handler ikke om at være hård ved dig selv, men om at være din egen coach. Om at kaste et kærligt blik på dine dage, tage temperaturen på dem og overveje om der er noget i din kurs, som du kan ændre.

Konkret tip: Sæt dig i aften med et krus urtete eller et glas portvin (alt efter din smag), læg telefonen væk og sæt dig med en kuglepen og et A4-ark. Sæt en streg midt gennem papiret på den lodrette side. I venstre side skriver du ting, der gik godt i løbet af dagen, og i højre side skriver du de ting, der gik mindre godt. Overvej, hvad der skal til for, at du i morgen skriver lidt mere i venstre side og lidt mindre i højre side, når du i morgen aften gentager øvelsen.

Livet er forgængeligt

Marcus Aurelius skrev:

Du kan miste livet lige nu:  Lad det bestemme, hvad du gør, siger og tænker.

Måske lyder det morbidt, men bevidstheden om, at vi en dag skal herfra, kan hjælpe os til at prioritere, skelne det væsentlige fra det uvæsentlige og være fuldt nærværende i det, vi gør. Det sætter os i stand til at hjælpe andre.

Det minder stoikerne os om. At hvis vi kan gøre en enkelt dag god, kan vi også gøre livet godt. Vi ved ikke, hvad der venter i morgen, men vi kan gøre det bedste i dag. Være fuldt til stede, være den store sten på molen. Du kan tage udgangspunkt i de syv tips herover og begynde at leve stoisk allerede i dag.



Lån gratis e-bøger og lydbøger på eReolen

ChatGPT bog

100 ideer til ChatGPT som personlig coach

En inspirerende håndbog, der ikke er en manual til at lade kunstig intelligens tage styringen i dit liv, men som inviterer dig ind i et frugtbart samarbejde med teknologien. Du får et univers af konkrete muligheder, mens du samtidig respekterer grænserne mellem maskine og menneske.


Slow living – sænk tempoet og lev et liv med mening

Her er en lettilgængelig håndbog til dig, der vil leve langsomt og enkelt. Du får en introduktion til den verdensomspændende langsombevægelse og et væld af praktiske tips til slow living. Bogen kan lånes både som e-bog og lydbog.

Slow living bog
Livseksperimenter

Livseksperimenter – en ukonventionel guide til et frit og kreativt liv

Denne bog giver dig motivation og praktiske tips til at gå en anden vej i tilværelsen. Dermed får du inspiration til at begynde igen og leve et liv med mening, kreativitet og balance.


Foto: Emilie Haut og Frida Hjaltestad.

Søndagslisten

Bliv mindet om at leve det enkle og mere meningsfulde liv, hver søndag.