Et af de sociale medier (eller hvad man nu skal kalde det), jeg aldrig er kommet i gang med, er Reddit. Det har altid virket uoverskueligt, og jeg er skeptisk over for, om man kan stole på de oplysninger, der kommer frem på dette medie, hvor folk stiller hinanden spørgsmål og giver svar uden megen moderation.
For nylig fik jeg dog anbefalet denne tråd, hvor brugerne deler forslag til deres bedste ”life hack”. Et ”life hack” er en lille, konkret handling, der gør tilværelsen nemmere. Der er mange gode og brugbare tips. Herunder har jeg oversat de bedste af dem og formuleret dem ind i en kontekst, der passer til et dansk hverdagsliv. Jeg håber, de kan inspirere dig og vil i øvrigt opfordre dig til at læse hele tråden på Reddit – den er virkelig lang, og der er mange guldkorn i den.
1)
Min bedstemor plejede at sige: Hvis du har det skidt, så stå op, tag et bad, red håret, tag tøj på – helt ned til skoene – og spis et godt måltid.
Enten får det dig til at få det bedre. Eller også er du i det mindste ren, påklædt og mæt – og klarere i hovedet til at håndtere det, der er svært.
2)
Tag altid råd fra internettet med et gran salt. Også dette.
3)
Skriv tingene ned. Ikke nødvendigvis pænt. Ikke nødvendigvis struktureret. Bare ned med det. Det hjælper.
4)
Hvis du længes efter mere ro i sindet, så lad være med at diskutere med tilfældige mennesker på internettet. Du vinder sjældent noget – hverken argumentet eller roen bagefter.
5)
Gryderetter er undervurderede. De giver langt flere portioner for færre penge og kræver sjældent mere end én gryde og lidt tålmodighed. Resterne smager ofte endnu bedre dagen efter.
6)
Når du får en dims med en særlig oplader eller ledning, så skriv på den, hvad den hører til. Ellers ender du om et år med en rodekasse fuld af mystiske kabler, du ikke tør smide ud.
7)
Et kaffetrick til dig med drypkaffemaskine: Lad en lille smule vand blive tilbage i kanden (ca. 2-3 cl), før du brygger. Det forhindrer det første skvæt kaffe i at brænde fast på varmepladen og smage bittert. Resultatet er mildere, rundere kaffe – især i de billigere maskiner.
8)
At prioritere sin søvn – altså virkelig prioritere den – er en af de bedste investeringer, man kan gøre.
Gå i seng på nogenlunde samme tid hver aften. Væn dig til det. Kroppen og sindet takker dig.
Alt bliver lidt lettere, når du er udhvilet. Mange af os går rundt i kronisk søvnunderskud uden at vide det. Det føles som frihed at kunne være oppe længe – men ofte er det en form for stiltiende afstraffelse af dig selv forklædt som fri vilje.
(Og ja – jeg fik ikke selv sovet i nat. Jeg føler mig som en skygge af mig selv.)
9)
Køb sokker i samme farve og model – gerne mange af dem. Så slipper du for nogensinde at skulle lede efter en makker. Jeg har en skuffe med sorte sokker, og uanset hvad jeg griber, passer de sammen. Det lyder banalt, men det sparer både tid og irritation.
10)
To små vaner, der hjælper:
- “Nej.” er en hel sætning. Du behøver ikke forklare dig, forsvare dig eller undskylde. Nogle gange siger jeg bare “nej tak” og lader det være det. Det er nok.
- Jeg kan godt lide et ryddeligt hjem, men jeg udskyder ofte opgaverne. Når jeg sætter en timer på én time, får jeg overraskende meget fra hånden. Tidsbegrænsning skaber fokus.
Hvilket life hack vil du prøve i dag?
Du kan nu tage et kig på listen med de 10 forslag og læse hele tråden igennem på Reddit. Vælg derefter en af ideerne og prøv den af allerede i dag. Så er du i gang med at gøre tilværelsen lidt nemmere.

Gør som 5.641 andre læsere og tilmeld dig Søndagslisten
Søndagslisten er min ugentlige artikel om det enkle, det langsomme og dte meningsfulde liv. Den lander til din morgenkaffe klokken 7 hver morgen. Søndagslisten koster ikke penge, du får aldrig mere end den ene artikel om ugen, og du kan naturligvis afmelde når som helst. Du tilmelder dig her.