Du står i supermarkedet og tager den samme yoghurt, som du altid køber. Du tænker ikke over det, og du ænser ikke alternativerne. Det er bare noget, du gør. Hånden finder automatisk ned i køledisken, og yoghurten lander i kurven.

Samme aften sætter du dig ned og kigger på to forskellige forsikringstilbud, du har modtaget. Der er to forskellige selskaber, der tilbyder forskellige dækninger og forskellige priser. Du læser, sammenligner og regner efter. Det tager det meste af en time, og bagefter føler du dig mentalt udmattet. Det føles som om, du har løbet en tur – bare inde i hovedet.

Det er to helt forskellige måder at bruge din hjerne på. To systemer, der kører side om side gennem dine dage, og de gør det året rundt.

Autopilot og dybdetænkning

Den israelsk-amerikanske psykolog og nobelprismodtager Daniel Kahneman beskrev i sin bog Tænk hurtigt og langsomt det, han kalder hjernens system 1 og system 2.

System 1 er den hurtige, automatiske tænkning. Det er den, der griber yoghurten, genkender ansigter, reagerer på lyde og styrer bilen på velkendte ruter. Den hurtige tænkning træffer hundredvis af små beslutninger, uden at du overhovedet lægger mærke til det. Det er system 1, der kører, og det kræver næsten ingen energi.

System 2 er derimod den langsomme, bevidste tænkning. Det er den, der sammenligner forsikringstilbud og andre kognitivt krævende gøremål. Den planlægger, analyserer, vurderer og træffer beslutninger, der kræver opmærksomhed. System 2 kræver koncentration – og det slider.

Det betyder det for dine hverdagsvaner

Langt de fleste af dine daglige handlinger styres af system 1. Forskere anslår, at op mod 40-45 procent af det, vi gør i løbet af en dag, er vaner. Det er automatiske handlingsmønstre, som hjernen kører uden bevidst stillingtagen. Det er smart, for det sparer energi og kræver mindre af dig, når det er automatpiloten styrer.

De fleste vil sige, at hvis du vil gennemføre flere opgaver og projekter, for eksempel på jobbet, handler det bare om at aktivere system 2. Det lyder godt, men din hjernes system 2 har en begrænsning, som de færreste tænker over. Det kræver langt mere energi end system 1, og derfor bliver det træt. I løbet af dagen bliver din mentale energi gradvis tømt.

Derfor er det for de fleste lettere at arbejde med mentalt krævende opgaver først på dagen frem for om aftenen. Du har nemmere ved at holde fast i nye kostvaner om morgenen og formiddagen frem for om aftenen, ligesom du er mere tilbøjelig til at falde tilbage i gamle, uhensigtsmæssige mønstre, når du er udmattet. Der er en årsag til, at du nogle dage føler dig tom i hovedet, selvom du ikke har lavet noget fysisk krævende.

Det er en udfordring, at system 2 har begrænsede ressourcer, når det samtidig er sådan, at dine bedste beslutninger – dem der kræver eftertanke, planlægning og viljestyrke – afhænger af, at system 2 har energi at arbejde med.

Hvis du vil have mere system 2-tid

Personligt er jeg ofte udfordret af denne balance mellem system 1 og 2. Som forfatter er jeg afhængig af, at mit system 2 har strøm på batterierne, men det sker, at dagen løber fra mig. Der er mails, små opgaver, forstyrrelser og andre system 1-aktiviteter, der fylder en hel formiddag. Så er energien væk, inden jeg når frem til det vigtige – for eksempel at skrive på et nyt manuskript. Uanset, hvad du beskæftiger dig med, er det en følelse, du måske kan genkende?

Vel vidende at system 2 ikke kan køre hele tiden, prøver jeg at give det så gode betingelser som muligt. Her er 5 ideer, du kan bruge og afprøve i din egen hverdag:

Læg det vigtigste først. Placer de opgaver, der kræver dybdetænkning, om morgenen eller tidligt på dagen, inden din mentale energi er brugt på mails, beskeder og småbeslutninger.

Fjern unødvendige valg. Hver beslutning – fra hvad jeg skal have på, hvad vi skal spise derhjemme, og hvilken vej jeg skal cykle – tærer på system 2. Jo flere beslutninger du kan gøre til rutiner, jo mere energi har du til det, der virkelig kræver fokus og eftertanke.

Skab pauser med reel hvile. System 2 genoplades ikke af at doomscrolle på telefonen. Det genoplades af frisk luft, bevægelse, stilhed eller nogle minutter, hvor du ikke skal forholde dig til noget. En kort gåtur, hvor du lytter til fuglene og mærker solen varme dit ansigt, kan gøre mere end en hurtig kop pausekaffe, mens du tjekker nyheder online. Kodeordet her er en reel pause og ikke en overfladisk.

Skriv tingene ned. Når du skriver tanker ned, aflaster du arbejdshukommelsen. Du behøver ikke have det hele oppe i hovedet. En simpel notesbog kan frigøre overraskende meget mental kapacitet. Vælg en praktisk løsning med en notesbog, der ikke er større end, at du kan have den i en lomme, og som har elastik, hvor du kan fastgøre din kuglepen. Det har jeg selv stor glæde af.

Beskyt din tid. Multitasking er system 2’s fjende. Hver gang du skifter mellem opgaver, skal hjernen bruge energi på at genoptage fokus. Blokér tid til fordybelse, og sig nej til afbrydelser i de perioder, hvor du skal arbejde dybt.

Det er ikke enten-eller

Det handler ikke om at tvinge dig selv til at tænke dybt hele tiden. Det er der ingen mennesker, der kan, og du har også brug for system 1. Autopiloten er en gave, for den klarer tusindvis af opgaver, så du kan bruge din bevidste energi dér, hvor den gør mest gavn.

Det egentlige spørgsmål er, om du bevidst vælger, hvornår du tænder for system 2, eller om du lader dagen bestemme det for dig. Jo mere, du tænker over, hvornår du har brug for at aktivere system 2, og derefter træffer klare valg om, hvordan du vil prioritere, jo bedre forudsætninger giver du din dybe tid. Den, hvor du med Daniel Kahnemans ord tænker langsomt.

Det er ikke kompliceret, men det er et spørgsmål om at træffe bevidste valg. Du kan gøre det med et skridt ad gangen, og du kan begynde i dag.


Byg dine varige vaner med Vanepakken

Hvis du gerne vil forstå dine vaner i stedet for at kæmpe mod dem – og have konkrete redskaber til at skabe varige forandringer – så er Vanepakken til dig. Det er alt, hvad jeg ved om vaner, samlet ét sted: e-bog, podcasts, video, forskning, dagbogsprompts, oplæste artikler og en infografik til din væg.

Prisen er 295 kr., og du har permanent adgang til alt materialet, 24 timer i døgnet, 365 dage om året, på alle dine enheder.

Køb Vanepakken her →