Der er en følelse, jeg har været ramt af flere gange i den seneste tid.

Det er følelsen, når jeg står i supermarkedet, har fundet dankortet frem og skal betale for mine varer.

Det er følelsen, hvor jeg tænker, shit, det var godt nok dyrt…

Jeg og min lille familie lever ikke ekstravagant. Vi spiser ikke røde bøffer eller drikker vin til maden på en tirsdag. Det er ikke fordi, vi har kostbare vaner, når det gælder dagligvarer, men vi har to teenagere i huset og en hund. Vi har det udgangspunkt, at der helst ikke er nogen, der skal gå sultne i seng, og hverdagen skal opleves som tryg. Jeg ved også godt, at inflationen er lavere i dag, end den var for et par år siden.

Alligevel rammes jeg af shit-det-var-dyrt-følelsen oftere end før. Måske tænker jeg bare mere over det end tidligere, og det kan i sig selv være sundt. Det er en chance for at standse op og udfordre det konstante krav om at følge med og have et forbrug, hvor vi uden at tænke nærmere over det bare handler pr. automatik, fordi vi ubevidst tænker, at vi skal følge med alle de andre.

Det lille spørgsmål, der kan ændre din tilgang

Forleden foreslog en af mine venner mig at stille et lille spørgsmål, der hjælper med at flytte perspektivet. Det var effektivt, og du kan gøre det samme ved at spørge dine venner, Google eller din foretrukne AI-samtalerobot som ChatGPT eller Claude.

Spørgsmålet lyder sådan:

Kan du foreslå mig et billigere eller gratis alternativ til (…)?

Du kan variere det alt efter din situation og dine behov. Her er nogle konkrete eksempler, du kan lade dig inspirere af:

  • Udskift dit abonnement på Netflix med Filmstriben.dk – bibliotekets gratis filmtjeneste, hvor der er rigeligt at gå i gang med.
  • Udskift vanen med at købe hakket oksekød med linser – billigere, mere klimavenligt og overraskende velsmagende i en gryderet.
  • Udskift dit betalingsabonnement på en lydbogstjeneste (fx Mofibo eller Storytel) med eReolen – også gratis, hvis du har et lånerkort.
  • Udskift cafékaffen til 50 kroner med en god kop lavet hjemme i en termokop, du tager med ud ad døren.
  • Udskift flaskevandet med postevand i en flaske, du faktisk kan lide at drikke af.
  • Udskift fitnessabonnementet, du sjældent bruger, med gåture i naturen og gratis træningsvideoer på YouTube.
  • Udskift de nye bøger, du køber, med biblioteket – eller en brugt udgave fra genbrugsbutikken eller dba.dk.
  • Udskift avocadoerne fra den anden side af jorden med årstidens danske rodfrugter – ofte både billigere og friskere.
  • Udskift fredagens take-away med én enkel livret, du efterhånden kan lave med lukkede øjne.
  • Udskift magasinabonnementet med bladene og aviserne, du kan læse gratis på dit lokale bibliotek.
  • Udskift trangen til en ny telefon med den, du allerede har – måske med et nyt batteri, så den holder et par år endnu.

Det starter med spørgsmålet

Når du først går i gang, så er der mange steder, hvor du kan skifte noget dyrt med noget, der er billigere eller gratis. Der er dog også det ved det, at det ikke kommer af sig selv. Det kræver, at du stiller spørgsmålet, som får dig ud af de indgroede vaner.

Om du spørger Google, en kollega i frokostpausen, et AI-værktøj eller din bedste ven, er ikke det afgørende. Det afgørende er, at du tør åbne samtalen. At du klart formulerer, at det er dyrt at leve, og du søger billigere alternativer. Det udløser ikke mirakler i morgen tidlig, men skridt for skridt, kan det få dig et bedre sted hen – også i privatøkonomisk forstand.

Du kan begynde lige om lidt. Det eneste, du skal gøre, er at spørge om et gratis eller billigere alternativ til noget, der koster dig penge.


eReolen Ole Ditlev Nielsen

Lån mine bøger på eReolen

Vidste du, at du kan lytte til lydbøger og læse e-bøger helt gratis via dit lokale bibliotek?

eReolen er et godt eksempel på noget værdifuldt, der er gratis. Dens opsætning ændrede sig for noget tid siden, og mange tror, at den er lukket, men det er den faktisk ikke. Den er bare flyttet. I stedet for at gå ind på ereolen, bruger du nu eReolen-appen, og det er faktisk nemmere end nogensinde.

Sådan gør du:

  • Download eReolen-appen (søg “eReolen” i App Store eller Google Play). (Anbefales).
  • Vælg dit bibliotek og log ind med dit bibliotekslogin (har du ikke et, kan du oprette det gratis på dit biblioteks hjemmeside).
  • Søg, lån og lyt – færdig.

Du har adgang til tusindvis af danske lydbøger og e-bøger. Helt gratis. Hver gang.

Flere af mine egne bøger ligger der også:

  • Slow Living – sænk tempoet og lev et liv med mening”,
  • “Livseksperimenter – en ukonventionel guide til et frit og kreativt liv”,
  • “Om at leve – 20 skridt til mere overskud og mindre stress. Anden udgave.
  • “100 ideer til ChatGPT som personlig coach”.

Hvis du vil prøve en af dem og ikke vil bruge eReolens app, kan du også finde dem online via dette link.